Det moderne danske ordforråd bliver fredag 780 nye ord og vendinger rigere.
Det sker med en opdatering af Den Danske Ordbog, fremgår det af ordbogens hjemmeside ordnet.dk.
Blandt de nye ord er ordet "dialogkaffe" og "banditter i habitter".
Desuden kan man nu bruge udtrykket "staycation", når man holder ferie inden for landets grænser.
Begrebet dialogkaffe dækker over en fredelig meningsudveksling over en kop kaffe.
Det var debattør og tidligere folketingspolitiker Özlem Cekiz, der i 2010 lancerede begrebet for at bygge bro til personer, der havde erklæret sig uenige med Cekiz.
- Det er bare for vildt, skriver Özlem Cekiz på det sociale medie Twitter.
- Jeg brugte ordet første gang for ni år siden, og nu er det en del af vores sprog. Jeg får lyst til at give kaffe til alle, lyder det fra ophavskvinden.
Et andet nyt udtryk, der har fundet vej til ordbogen, er "banditter i habitter", som bruges om grådige personer i finansverdenen.
Med det senere års bankskandaler og sagen om svindel med udbytteskat in mente kan ordet vel siges at være højaktuelt.
170 af de nye ord stammer fra ordbogens brugere, der har haft mulighed for at komme med forslag.
Et eksempel et ordet "glimragende", der er en blanding af fremragende og glimrende.
Det er et ord, man ikke læser i mange avisartikler, men som har vundet et vist indpas i talesproget.
Andre ord, der er optaget efter indstilling fra brugerne, er "mavepumper" og "stormturist".
Ord som "hårvask" og "eftermiddagste" har også fundet vej til ordbogen, selv om mange danskere har haft dem som fast del af deres ordforråd i årevis.
Det er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der står bag Den Danske Ordbog.
Ordbogen, der har flere end 80.000 daglige brugere, optager nye ord og vendinger op til tre gange om året.
/ritzau/