Danmarks næste landstræner i herrehåndbold er fundet og vil blive præsenteret på et pressemøde først i næste uge.
Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF), der vil afsløre navnet på den nye landsholdschef i Idrættens Hus i Brøndby mandag eftermiddag.
Den nuværende landstræner, Ulrik Wilbek, stopper efter EM på hjemmebane til januar, og DHF har længe arbejdet på at finde afløseren for den erfarne træner.
Wilbek overtog det danske herrelandshold i 2005 og har siden ført holdet til to EM-titler, to VM-sølvmedaljer og en EM- og en VM-bronzemedalje.
/ritzau/