DF-profil undrer sig over Løkkes møder: Søger du en international toppost?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). (Foto: Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

DF-profilen Anders Vistisen sætter spørgsmålstegn ved statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) engagement i dansk politik i et nyt debatindlæg.

Er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mere interesseret i at lægge en billet ind på et nyt job – måske en stor international toppost – end at lede Danmark?

Det spørgsmål stiller Dansk Folkepartis profil i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, i et nyt debatindlæg i Jyllands-Posten.

Med indlægget angriber DF-profilen Løkke senest et år før, han skal udskrive folketingsvalg.

Anders Vistisen mener, at statsministerens aktuelle mødeaktivitet i andre europæiske lande, ligner det, vi har set før fra andre danske statsministre, når de har siddet en årrække i embedet. Han fremhæver Anders Fogh Rasmussen, der længe benægtede at være kandidat til en toppost i NATO, og Helle Thorning-Schmidt der indtil det sidste var kandidat som ny EU-præsident.

”Et klart mønster tegner sig: En Statsminister, der ofte står dårligt i meningsmålingerne, og som måske er kørt lidt træt i den hjemlige regeringstrummerum, og som nu bruger timerne på at dagdrømme om, hvad fremtiden bringer efter statsministeriet, sætter embedsværket i gang med se sig om efter mulighederne for en ”international toppost” til Danmark. Men egentlig handler det mest om sig selv og om at sikre et lukrativt job efter statsministertiden,” skriver Anders Vistisen.

Han foreslår, at der indføres en karensperiode, hvor danske ministre ikke kan søge internationale job, mens de modtager eftervederlag som ministre i Danmark.

Til TV 2 uddyber Anders Vistisen sin kritik. Tv-stationen har forgæves forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Venstre.

Der skal senest været afholdt folketingsvalg den 17. juni næste år. 

Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Anders Vistisen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix