I DF er modtagelsen af dagens udspil fra regeringen til et moderne kontantshjælpsloft meget blandet.
- Det er både godt og skidt. Det er et godt forhandlingsgrundlag, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted til TV2 News.
Han er især skeptisk omkring planerne om at genindføre den omdiskuterede 225-timers regel i en ny og skærpet version.
- Vi har selvfølgelig et problem vedrørende 225-timers reglen, hvor regeringen nu vil lave det for enlige også. Det kan jeg ikke se, hvordan det vil fungere. Det kommer vi til at drøfte en hel del. Løkke har sagt, at de ikke vil røre ved ydelsen, men det gør de jo her, siger Bent Bøgsted til dr.dk.
Også forslaget om at afskaffe retten til ferie for kontanthjælpsmodtagere er problematisk, mener han.
- Jeg har svært ved at se, hvorfor regeringen vil ændre det med ferie, for samtidig siger regeringen, at man har ret til en måneds aktivitetsfri. Om man har 31 dages aktivitetsfri eller ferie i 34 dage, kan jeg ikke se den store forskel i. Det kan jeg ikke se nogen grund til at fjerne. Det er vigtigt, at man også har lov at slappe af, hvis man har noget familie at slappe af med, siger Bent Bøgsted til dr.dk.
Der bliver derfor nok at tage fat på, når forhandlingerne om regeringens udspil går i gang, slår Bent Bøgsted fast.
Det "moderne kontanthjælpsloft" er første fase i en såkaldt Jobreform, som Lars Løkke Rasmussen bebudede for flere år siden.