Det virker helt tåbeligt, hvis borgerne fremover skal have to digitale postkasser.
Sådan lyder meldingen fra både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, efter at det er kommet frem, at det kan blive konsekvensen af et nyt udbud.
Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, håber, at udbuddet kan nå at blive lavet om.
- Det vil være rimelig træls, hvis man skal til at hente sin post to steder. Og vi risikerer, at noget simpelthen bliver overset, siger han.
Dansk Folkepartis ældreordfører, Jeppe Jakobsen, kalder det unødigt kompliceret med to digitale postkasser.
- Der er rigtig mange ældre mennesker, der har haft besvær med at komme i gang med det digitale. Hvis man så vil gøre det yderligere kompliceret, er det en gruppe, der vil blive ramt ekstra hårdt, siger han.
Både DF og S vil tage sagen op med minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).
Benny Engelbrecht henviser til erfaringer fra Norge, hvor borgerne ifølge finansordføreren kun har én digital postkasse, selv om der er to leverandører.
- Der er meget, der tyder på, at man fra innovationsministerens side er kommet til at designe et udbud sådan, at man i virkeligheden kommer til at gøre livet mere besværligt for borgerne, siger han.
- Hvis vi kan rette op på den fejl, bør vi også gøre det.
Sagen er kommet frem, efter at Sophie Løhde i et svar til Folketinget har oplyst, at det er muligt, at borgerne fremover skal se deres digitale post fra det offentligt på borger.dk. Mens post fra eksempelvis banker og forsikringsselskaber vil skulle læses et andet sted.
Baggrunden er, at virksomheden e-Boks hidtil stået for digital postløsningen.
Derfor har de fleste borgere haft mulighed for både at læse deres post fra det offentlige og fra e-Boks' private kunder et og samme sted.
I denne omgang af udbuddet har virksomheden Netcompany imidlertid blandet sig og er kommet med et bud, der konkurrerer med e-Boks.
Vinder Netcompany, kan scenariet med to postkasser blive en realitet.
/ritzau/