Ritt Bjerregaard (S) slog sin boligplan stort op, da hun gik efter overborgmesterposten i 2005. 5x5-planen kaldte Ritt planen, der skulle sikre 5.000 boliger til maksimum 5.000 kroner - og de skulle stå færdige på fem år.
I dag siger Bjerregaard, at planen kun var et overordnet mål og ikke et direkte løfte. Nyhedsavisen har tjekket hvad Ritt sagde i valkampen:
19. april 2005:
- Der skal bygges 5.000 nye, billige boliger de næste 5 år. De må maksimalt koste 5.000 kroner om måneden i husleje og skal have en størrelse på mellem 85 og 100 kvadratmeter. Der skal være plads til en familie, så færre københavnere tvinges til at fraflytte byen, når de får børn. (fra Ritt Bjerregaards egen hjemmeside)
7. juni 2005:
- Et middel til at skaffe nogle af de 5.000 boliger er, at der i dyrt nybyggeri skal afsættes 10-15 % af lejlighederne til at blive lejet ud som billige lejligheder. Udover at der så bliver flere billige lejligheder, så kommer de bedst stillede til at opføre sig solidarisk. Ritt rundede sit oplæg af med en bredside mod de, der har været ude at kritisere hendes boligudspil: Det kan man kun anse for at være en falliterklæring. (referat fra duel med Klaus Bondam (R) fra Ritt.dk)
11.5.2005:
- Et meget konkret og presserende problem i København er manglen på boliger til familier med børn og med almindelige indtægter. Derfor vil jeg i gangsætte et byggeri af 5.000 boliger, der maks må koste 5.000 kr. om måneden i husleje. Det kan lade sig gøre, at bygge boliger til den pris, hvis man udbyder opgaven samlet til ét eller flere byggekonsortier og lader beboerne selv være med til at vedligeholde og tilføre lejlighederne egne faciliteter. (læserbrev i Kooperationens Blad)