Ingen lækre frøer, intet spændende sumpet vådområde og alt for mange pesticider: Det er surt at være stork i Danmark.
Faktisk så surt, at vi lige nu er ved at udvikle os til et decideret uland for de langnæbbede babybude.
Det mener i hvert fald Danmarks Ornitologiske Forening (DOF).
»Vi er nede og skrabe bunden i Europa. Jeg vil tro, vi ligger på niveau med småsuspekte lande som Albanien og Tyrkiet, når det gælder om at tage hensyn til storkene i naturen,« siger storkeekspert Hans Skov fra Danmarks Ornitologisk Forening.
Han forklarer, at landmændenes intensive drift og deres brug af sprøjtegifte er medvirkende til at gøre livet hårdt som stork.
»Så forsvinder føden jo fra markerne, og så søger storkene væk,« siger Hans Skov.
For nemt
Det er ellers ikke, fordi vi mangler inspiration – både hollænderne, tyskerne og franskmændene har ifølge DOF fået vendt deres faldende bestande af storke.
Men det er for enkelt bare at skyde skylden på landbruget, mener biolog Carsten Rahbek fra Københavns Universitet.
»Jeg er enig i, at der bliver gjort for lidt for storken. Men problemet er, at vi faktisk ikke aner, hvorfor den forsvinder fra Danmark,« siger han.
Den køber Hans Skov fra DOF dog ikke.
»Jeg har arbejdet med storke i 30 år, og jeg kan se, at den intensive landbrugsdrift skræmmer den væk,« siger han og tilføjer, at han har set eksempler på, at danske landmænd er taget til Polen – hvor storken lige nu stortrives – med deres landbrugsmetoder og i løbet af et par år har skræmt storken væk.
Lige nu findes kun otte storke i Danmark, hvoraf de fleste er resultatet af svenske opdræt. Kun en enkelt aldrende hun i Nordjylland er tilbage som repræsentant for de naturlige storke.
Sådan er det gået tilbage for den hvide stork herhjemme
1850: 10.000 par
1990: 12 par
2000: 3 par
2007: 1 enkelt stork (plus syv storke fra Sverige)
Kilde: Dansk Ornitologisk Forening.