Mange danske bilejere benytter sig af parkeringspladser, der er ejet af private parkeringsfimaer.
Og mange af dem oplever også, at der sidder en bøde i forruden, når de kommer tilbage til bilen. Men man skal bestemt ikke altid acceptere afgiften uden videre.
En ny rapport fra Parkeringsklagenævnet viser nemlig, at mange bilejere med rette føler sig uretfærdigt behandlet, når de af den ene eller anden årsag har modtaget en såkaldt kontrolafgift.
Det skriver TV 2 Lorry.
Søren Nielsen er en af dem.
Han vendte tilbage til den karakteristiske lille strimmel i forruden, som påstod at hans parkering uretmæssigt bredte sig over flere parkeringsbåse.
- De går over stregen. De billeder, de tager som dokumentation, er taget i nogle vinkler, som manipulerer. Og det var det, der skete for mig også, siger Søren Nielsen, da vi møder ham på en privat parkeringsplads overfor Vesterport Station i København.
Hvad tænkte du, da du fik afgiften?
- Jeg blev først lidt irriteret jo, og så tænkte jeg, at jeg måtte have kvajet mig. Men så jeg gik rundt om bilen, og jeg synes ikke rigtigt, at jeg kunne se, jeg havde gjort noget galt. Og så tog jeg nogle billeder af det.
- Hvis du kigger på den sorte bil her, så holder han med snuden inde i en bås, hvor der skulle være plads til en bil. Og det er den måde, parkeringsselskabet har taget billedet på. Men hvis du stiller dig sådan, at du står parallelt med den, så holder han faktisk inde for båsen. Og det er de skæve vinkler, der gør, at der så bliver udstedt nogle bøder, siger Søren Nielsen, mens han flytter sig en lille meter fra den ene vinkel til den anden.
Søren Nielsen klagede til Parkeringsklagenævnet, som behandler ankesager over afgifter udstedt af de private parkeringsselskaber. Og slap for afgiften.
Og det betaler sig ofte at klage, lyder det fra FDM, som sammen med Forbrugerrådet er en del af nævnet.
- Vi kan jo se på de tal, der er kommet fra nævnet, at lidt over halvdelen af de bilister, som har henvendt sig til nævnet med deres sag, de får også noget ud af det. Altså slipper for at betale parkeringsafgiften.
- En stor del af dem bliver frafaldet af parkeringsselskaberne, inden man når til den reelle sagsbehandling, og så er der selvfølgelig nogle, der vinder i selve nævnet. Noget tyder altså på, at selskaberne skulle være bedre til at sagsbehandle klagerne ordentligt, når de kommer ind til selskaberne selv i første omgang, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.
Langt de fleste sager hos Parkeringsklagenævnet handler om digital registrering af nummerplade eller bilens placering, skiltning og p-skiver.