Det evolutionære mysterium om, hvorfor mennesker kan leve i mere end 100 år, og hvorfor kvinder lever længere end mænd, er nu tættere på at blive løst.
På det seneste er ny forskning kommet med en række bud på, hvorfor næsten alle nulevende personer over 110 år er kvinder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Årsagen bliver kædet sammen med det kvindelige kønshormon, østrogen, og det mandlige, testosteron.
Østrogen forlænger livet, mens testosteron gør det kortere, fremgår det af studier af blandt andet kastrerede mænd i Korea. De levede op imod 19 år længere end mænd med testikler.
Tilsvarende har forskere i Storbritannien vist, at man kan forlænge livet for han-mus ved at tilføre dem østrogen.