Mange har tirsdag oplevet problemer med at logge på e-Boks. Siden klokken 5 tirsdag morgen har det været umuligt at komme på.
På e-Boks hjemmeside gøres man opmærksom på problemerne med denne besked:
– Der er i øjeblikket tekniske problemer hos vores driftsleverandør. Du kan derfor opleve problemer med at logge på e-Boks både via app og web. Der arbejdes på højtryk for at få løst problemet og vi beklager ulejligheden.
Og selvom der altså sent tirsdag eftermiddag stadig arbejdes på højtryk for at løse problemet, er der ingen tidshorisont for, hvornår man atter kan logge ind for at tjekke sin lønseddel, beskeder fra det offentlige og svar fra lægen.
Det er både hjemmesiden og app’en, der er ramt af problemet, og det ser ud til at komme til at tage noget tid – udover de 12 timer, der allerede er gået.
Susanne Søndahl Wolff, der er nordisk marketingsdirektør i e-Boks, beder folk om at væbne sig med tålmodighed og forklarer, at fejlen ligger hos en underleverandør.
– Fejlen er et problem hos vores driftleverandør KMD, så vi kan ikke gøre noget ved det. Det er noget med nogle serverproblemer, og jeg ved, de arbejder på højtryk for at løse det. Der er også andre kunder, der er ramt, siger hun til BT.