Det er ingen tvivl om, at man bliver glad, når nogen komplimenterer en, og det er der en god forklaring på, hvis man spørger psykolog Nina Werner.

– Et kompliment har en social funktion, der er med til at gøre, at vi føler os accepterede og som en del af flokken. Hvis komplimentet går på ens præstationer, udskilles der dopamin i hjernen. Det er et energigivende stof, man bliver høj af. Hvis komplimentet i stedet går på ens væsen, er det nok nærmere endorfiner og kærlighedsstoffet oxytocin, der udskilles. Det er alt sammen nogle rigtig rare kemiske stoffer, og derfor kan vi godt lide komplimenter, forklarer den 47-årige praktiserende psykolog.

At komplimenter er vigtige, er der altså ingen tvivl om, og hvis man ikke får dem af andre, giver det faktisk samme virkning at rose sig selv.

Dot Wessman efter sin datter ulykke: Alt andet bliver jo ligegyldigt

– At give et kompliment er ligesom at give en gave, forklarer sociolog Esther Nørregård- Nielsen, 48 år og partner i Rådgivende Sociologer.

– Jeg ser det meget i den positive ånd, hvor man højner den anden, men man kan også give komplimenter helt strategisk for at skabe en god stemning. Hvis jeg siger til dig, at du har et pænt smykke på, har jeg vist, at vi har noget til fælles – i det her tilfælde vores smykkestil. Gennem komplimentet åbner jeg mig en lille smule og giver dig noget viden om mig, og på den måde kommer vi på niveau. I princippet udleverer man en flig af sig selv, og det er også det, der gør, at det nogle gange kan være svært at give komplimenter.

Sofie Gråbøl efter kræftsygdom: Det er det mørkeste hul, jeg har været i

Overskrider en grænse

Det er især i det offentlige rum, det kan være svært at give komplimenter, og det er der en god grund til, hvis man spørger Esther Nørregård-Nielsen.

 – I den nye samfundsorden, hvor vi er flyttet ind til byen, er der behov for at kunne være i fred, når man går på gaden. Man overtræder en grænse, hvis man giver komplimenter til fremmede på gaden, og de fleste af os vil hurtigt kigge væk, hvis nogen opdager, at vi kigger på deres flotte sko. Man kan kalde det det ikke-kiggende blik, man bruger, når man går i offentligheden, og grænsen for, hvornår det skal bruges, er forskellig fra land til land, siger hun.

I Danmark når man hurtigt grænsen for fremmedes intimsfære, når det drejer sig om komplimenter, men ifølge sociologen er der også tidspunkter, hvor danskerne ligefrem forventer at få et kompliment.

– Det føles ekstremt uhøfligt ikke at kommentere det, hvis man ved, at folk har gjort sig umage. Det kan for eksempel være, hvis man er inviteret til middag eller ud at se et nyt hus. Her forventes det, at der kommer et kompliment af en art. Det er især fra vennerne, danskerne forventer at få komplimenter, men faktisk forventer man også, at ens nære fortæller, hvis man har gjort noget dårligt eller ser skidt ud.

Sådan skal du pleje din hud i vinterkulden: Få guiden her

Kulturforskelle

– Vi bliver skuffede, hvis vi ikke bekræftes af vores venner, men også omvendt. Et kompliment kan også bruges til at få negativ kritik til at glide ned og være en måde at sige »Jeg har set, at du kan de gode ting, men du har også forbedringspotentiale« på. Det er rart at føle, at der er nogen, der ser og guider.

– I Danmark siger man ofte »Nej, hvor ser du træt ud«, og selv om det egentlig ikke er pænt sagt, er det et forsøg på at vise omsorg. Ved at sige sådan, viser man, at man ser og bekymrer sig om vedkommende. I USA er man mere tilbøjelig til at sige »You look like a million bucks«, og det viser godt de kulturforskelle, der er, når det handler om komplimenter. Vi danskere er bare mere tilbageholdende end amerikanerne, og ifølge Esther Nørregård- Nielsen kan det skyldes vores jantelovskultur.

– Vi er opdraget i en lighedskultur, hvor der ikke er nogen, der er bedre eller dygtigere end andre. Det ligger dybt i os, at man ikke skal hæve sig over andre, men i stedet bør falde mere i et. For at være beskeden og komme på samme niveau som alle andre giver man som regel et kompliment tilbage, når man får et. På den måde nedtoner man hurtigt sig selv igen, men måske vi kan lære lidt af andre lande, råder Esther Nørregård-Nielsen.