Firehjulstrækkeren kæmper sig op ad de stejle bjergveje. Overalt knejser de uvejsomme nordirakiske bjerge, fulde af buske, små bække og grotter. Bjergene er perfekte til mennesker, der vil skjule sig. Eller som fra baghold vil overraske andre.

Det er bjergenes mange skjulesteder, der har gjort den kurdiske del af Nordirak til base for den væbnede kurdiske bevægelse PKK – og som det seneste halve år har gjort bjergene til skueplads for en af Mellemøstens skjulte konflikter.

PKK betragtes som en terrorbevægelse af både USA og EU, og tyrkerne indledte ved årsskiftet en massiv kampagne for at udrydde PKK-krigerne, der bruger terror i deres kamp for en uafhængig kurdisk stat. Bjergene bliver ofte bombet af tyrkiske jagerfly og eller angrebet med iranske mortergranater.

»Gemmer os i huler«

I midten af konflikten står bjergenes civile indbyggere. 32-årige Mohmad Husen, som Nyhedsavisen møder på de øde bjergveje, er en af dem.

»Hvis de bomber om dagen, så løber vi ud til hulerne og skjuler os. Om natten kan vi ikke gøre så meget. Det er forfærdeligt. Jeg kender en pige, der mistede sit ben af bomberne, og en kvinde i min nabolandsby blev dræbt,« siger Mohmad Husen, der bor i en lille landsby i PKK's område.

Andre bjergbønder fortæller lignende historier om natlige granatnedslag og den skræmmende lyd af fly over bjergene. Men det er svært at få overblik over, hvad der præcis foregår i de uvejsomme bjerge.

Nyhedsavisens firehjulstrækker bliver konstant stoppet ved militære checkpoints, og vi bliver udspurgt om, hvor vi skal hen. Vi siger, vil skal til et uskyldigt og ufarligt sted i bjergene.

Stoppet af politi

Ved et checkpoint bliver soldaterne mistænksomme og insisterer på at sende en mand fra sikkerhedspolitiet med i firehjulstrækkeren. Og da vi når til det sidste checkpoint ind til PKK's område, stopper turen.

»Hertil og ikke en centimeter længere,« siger politimanden skarpt, »det er for jeres egen sikkerheds skyld,« lyder forklaringen.

På samme måde er journalister fra alverdens medier blevet stoppet de seneste måneder. Bekymringen for journalisters sikkerhed plejer ikke at være overvældende i Irak, og flere indbyggere, vi møder i området, peger på andre forklaringer.

»De vil ikke have jer til at se, hvad der foregår. Hvordan vi intet liv har her og er i færd med at miste alt på grund af bomberne,« siger 30-årige Reshwa Usman, der bor i en landsby i bjergene.

Soldater støtter krigerne

En anden årsag kan være, at myndighederne ikke vil have frem, hvor stor opbakningen til PKK er under den skjulte kamp mod terror. Ingen af de indbyggere, Nyhedsavisen møder, tager afstand fra PKK, selvom gruppen har brugt terror i deres kamp for selvstændighed.

Selv de irakisk-kuridiske sikkerhedsstyrker, der holder os væk fra PKK, vil ikke tage afstand fra gruppen.

»Som kurdere kan vi ikke sige, de er terrorister. De kæmper for selvstændighed,« siger en af soldaterne med en Kalashnikov-automatriffel over armen.

Men de angriber jo civile i Tyrkiet og har terrorbomber på samvittigheden?

»Det er tyrkisk propaganda. Og selv hvis der skulle være dræbt civile, så gør tyrkerne jo det samme nu. Hvorfor er det bedre?« spørger soldaten ophidset.

Støtten til PKK er et faktum. De tyrkiske myndigheder har vurderet, at PKK samler over 400 millioner kroner ind om året fra hele verden. Pengene bruges til våben, proviant og opbygning af de baser, som tyrkerne bomber.

Efter en dag i de uvejsomme bjerge er det svært at se, hvordan den skjulte kamp mod PKK skal kunne vindes. PKK-krigerne kan skjule sig overalt. Og tyrkerne skal ikke vente hjælp fra lokalbefolkningen til at stoppe PKK.

Som Mohmad Husen siger, inden han vender tilbage til sin landsby i PKK's territorium:

»Tyrkiet har bekæmpet PKK i årtier, men PKK kan ikke udslettes militært. De kender bjergene som deres egne lommer. Bomberne giver dem bare endnu flere støtter her i området.«