Grå og sorte biler er populære at køre i. Desuden er de lettest at sælge videre.
Men faktisk tyder noget på, at en hvid bil er ved at være moderne igen, og så er den også den sikreste bil at køre i, når det handler om sikkerhed i trafikken.
En australsk undersøgelse viser blandt andet, at morgen og aften havde sorte biler 47 procent større risiko for at være involveret i en ulykke end hvide biler, skriver Fagbladet 3F.
Hos FDM giver det god mening, at der er forskel på trafiksikkerhed, når det kommer til bilens farve.
- Det er jo heller ikke uden årsag, at udrykningskøretøjer er i stærke farver, forklarer Jørgen Jørgensen, der er afdelingsleder i FDM's tekniske rådgivning.
- Desuden kan en grå og mørk bil være svær at se på en rigtig trist og dansk gråvejrsdag.