Som så mange andre cubanere overvejede Leonardo Padura at forlade sit land i begyndelsen af 90’erne. På det tidspunkt blev livet i det socialistiske land endnu sværere at leve end tidligere, fordi pengestrømmene udefra tørrede ind med Sovjetunionens fald. Elektriciteten i de cubanske hjem forsvandt stadigt oftere, ikke alle kunne få mad nok, og husene i hovedstaden smuldrede om muligt hurtigere end før. Men han blev. Og den 52-årige forfatter begyndte at skrive kriminalromaner om sit land i forfald.

I dag er Leonardo Padura en af de mest anerkendte nulevende cubanske forfattere, og hans bøger er både prisbelønnede og oversat til mange sprog.

»På en eller anden måde forsvandt uskylden i de år, for folk skulle forsøge at overleve i stedet for at leve. Cubanerne havde pludselig tre problemer, som de ikke havde haft før: morgenmad, frokost og aftensmad. Det er den sørgelige historie,« fortæller Leonardo Padura med et let ironisk og dog helt alvorligt glimt i øjet.

Han har indvilget i at spise middag på en restaurant i Havana og undervejs fortælle om livet i Cuba og om sin bog ’Den ulastelige cubaner’, der netop nu udkommer på dansk.

Han fortæller, at folks tillid til det cubanske system forsvandt dengang i 90’erne, fordi staten ikke længere kunne skabe rammer, hvor folk kunne forsørge sig selv.

»De lovede os en bedre fremtid, men den kom ikke. Og da tilliden forsvandt, forsvandt også uskylden og håbet, og så ændrede de fleste cubanere deres indstilling. De begyndte for første gang at lave lidt ’business’. Korruptionen kom snigende – alle skulle jo bare overleve – og nu sidder vi med en by, som er syg. Virkeligheden i dag er, at Havana gennemgår et ikke bare fysisk, men også et moralsk forfald,« siger Padura.

Mens han fortæller, ryger han buler af cigaretter, ligesom hans krimiers hovedperson, Mario Conde. Det er ellers efterhånden forbudt mange steder i Cuba, sådan som også skiltet på indgangsdøren har bebudet. Rygeforbud er nu ikke noget, cubanerne tager helt alvorligt.

Gigantiske tømmermænd

Korruptionen og forfaldet i Cuba er det, Paduras nye bog handler om neden under det kriminaltekniske hovedspor. Bogen er andet bind på dansk i en serie på fire, som går under den samlede titel ’Havana-kvartetten’, og alle tegner de – trods musik, erotik og hede nætter – et sørgmodigt billede af nutidens Cuba.

Hovedpersonen, kriminalkommissær Mario Conde, er en belæst, intelligent, ironisk, let fordrukken, storrygende og melankolsk mand – og minder en hel del om forfatteren selv, indrømmer han. Efter en nytårsaften vågner Conde med gigantiske tømmermænd af telefonens bimlen, og det er chefen, som beder ham undersøge den mystiske forsvinden af en højt placeret forretningsmand, Rafael Morin, som Conde kender fra sin studietid. Morin er en, tilsyneladende, ulastelig mand, tillige begavet og heldig, og så løb han af med den smukke Tamara for næsen af Conde tilbage i ungdomsårene. Mens Conde på klassisk vis forsøger at opklare Morins forsvinden, genoplever han den tabte kærlighed og de bristede drømme. Condes tilbageblik på sit liv viser samtidig dét Cuba, hvor håbet forsvandt, og korruptionen satte ind.

»Korruption findes overalt, og heller ikke socialistiske lande undgår det. Her er der korruption blandt højtansatte, men der er også moralsk forfald blandt helt almindelige mennesker, fordi de mangler materielle goder og samtidig er styret af stramme regler. I Cuba er læger for eksempel statsansatte, men en læge tjener så lidt, at han kan være nødt til privat at sælge den lille dosis medicin, han har, for at kunne købe sko til sin datter – det er realiteterne,« siger han.

Det eneste land

Leonardo Paduras kritiske beskrivelser af den cubanske virkelighed har ikke givet ham problemer med det cubanske styre, sådan som man kunne tro. Styret er dog ikke meget for direkte kritik, og det fik han at mærke, da han tidligere arbejdede som journalist og skrev om de samme emner i aviserne. Han blev dengang tvangsforflyttet, men som fiktionsforfatter har han sin frihed til at skrive, hvad han vil, forudsat at kritikken er indirekte. Og i dag er han en højt respekteret forfatter, også i sit hjemland.

Forfatterens frihed er blot en af grundene til, at han bliver i det land, som ellers med hans egne ord er i en sørgelig forfatning.

»Jeg har af mange grunde ikke lyst til at leve andre steder end i Cuba. Jeg er cubaner, og det er mit land, selvom det har en masse problemer. Jeg er nødt til at være netop her for at kunne skrive – jeg må leve midt i det for at kunne skrive om det.«