De ældste elever i København er garanteret fem skoletimer

Coronakrisen har ændret landets folkeskoleelevers hverdag markant. (Arkivfoto) (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

Eleverne på københavnske skoler får tilbudt mindst fem lektioner om ugen i fysisk selskab med en lærer.

Når skoleelever i 6.-10. klasse i Københavns Kommune igen kan komme i skole fra 18. maj, får de tilbudt mindst fem undervisningstimer om ugen.

Det fremgår af et brev, som børne- og ungdomsforvaltningen under Københavns Kommune har sendt til forældre med børn på de ældste årgange i folkeskolen.

Garantien om de minimum fem timers fysisk undervisning er politisk vedtaget i København, lyder det i brevet, som Ritzau har læst.

Skolerne kan igen åbne for de ældste årgange fra den 18. maj som et led i genåbningens fase 2 under coronakrisen.

Kommunen skriver også, at undervisningen fortsat vil være nødundervisning, og at fjernundervisningen vil fortsætte som en del af skoleugen for mange klasser.

Næste skridt er, at de enkelte skoler laver en plan for præcis, hvornår og hvordan eleverne kan møde ind.

De skal dermed finde løsninger på de "praktiske udfordringer", der måtte være.

Københavns Kommune forventer, der kommer nye retningslinjer inden åbningen, som kan ændre situationen.

Dem skal Sundhedsstyrelsen udforme.

- Skoledagen er påvirket af restriktioner, der i sidste ende skal begrænse smitte og passe på vores børn.

- Vi ved ikke, hvor længe det bliver ved, men der vil sikkert komme nye retningslinjer, som betyder, at forholdene igen vil ændre sig.

I brevet lyder det desuden, at skolerne fortsat skal følge en lang række krav til hygiejne og afstand mellem eleverne.

- Hverdagen bliver derfor langt fra det, vi kender, skriver kommunen i brevet.

Det betyder også, at fritidstilbud for børn i 4.-5. klasse vil blive ændret. Det sker for at sikre plads til de ældste årgange.

De yngste elever kom tilbage i skolen efter påske i midten af april.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, sagde tidligere fredag, at de yngre elever optager meget plads, og at det er en udfordring, når de ældste elever snart skal i skole igen.

- Det generelle problem er, at de mindre børn kræver så meget plads, fordi der skal være to meter imellem dem, lød det fra Claus Hjortdal.

/ritzau/