Landbrugets miljø-ged skulle lige barberes - og så ville den sag være hjemme.
Venstrefløjen er slap, Svend Auken er død - og de borgerlige venner er vrimlet ind i parlamentet ved sidste valg. Landbrugets højrefløj, der ikke er tynget af hverken mastodontens sløvsind eller den gamle organisations historiske forhold til erhvervet, er klar til at indkassere de løfter fra borgerlige politikere, som vel er det mindste, man kan forvente af en borgerlige regering.
Et stykke dygtigt lobbyarbejde fra en organisation, der både repræsentere den mest industrielle del af landbruget – og samtidigt står udenfor den hovedorganisation, Landbrug og Fødevarer, som man (bort set fra, at den er en ejer- og ikke en lønmodtagerorganisation …) - lidt populært kunne kalde bøndernes LO.
Men så gik det hele i ko-kage!
Næseuddeling og ministerstorm.
– Og af mange andre årsager end industri-landmændenes ønske om større frihed til gødskning.
Der er gået total Christiansborg i sagen. Og i hvert fald to vinkler har fået ret beskeden opmærksomhed i pressen målt i forhold til deres faktiske betydning:
- Rivaliseringen på den danske højrefløj – herunder Venstres nedtur og Det Konservative Folkepartis jagt på egen eksistensberettigelse.
- En succesfuld landbrugsaktivisme, som stramt kører efter den strategi, at der intet reelt miljøproblem er i landbruget (efter devisen: ” … vi dyrker jorden, så vi ved, hvad det hele handler om…”)
Rivaliseringen
I virkeligheden er stormen på landbrugs- og fødevareministeren en alvorlig træfning mellem LA og De Konservative, mens regeringspartiet forsøger at tage gode stik hjem fra et erhverv, som i realiteten har været lige så integreret i Danmarks liberale parti som fagbevægelsen i Socialdemokratiet.
Det familieforhold på landbrugsområdet har der i årevis været mindst lige så megen krise i som i det røde.
Det er muligvis både smart og trendy, at storbønderne har indtaget begrebet bæredygtighed. "Bæredygtigt Landbrug!” Men bæredygtigheden henviser til bankkontoen – ikke til miljøflipperi. BL er opstået som en protestorganisation, der står udenfor giganten Landbrug og Fødevarer. For hver gang BL opnår en succes, er det en illustration af magtens siven ud af den tudsegamle landbrugsorganisation, L&F.
Det er temmelig overset i medierne, at det er Liberal Alliance, der gjorde storbøndernes miljøkvalme til et af partiets mærkesager i det nyliberale projekt. Stærkt profilerede LA-politikere som Mette Bock og Henrik Dahl kender landbrugsmiljøerne i deres sønderjyske valgkredse bedre end gennemsnittet. Dahl er født der, og Bock har været chefredaktør på avisen jyske-Vestkysten. Hun er desuden dybt, folkeligt forankret som formand for Grænseforeningen. I årevis har hun reelt og både i klassiske og sociale medier dyrket sin relation til landbruget. I øvrigt i det Sønderjylland, hvor bønderne løbende har meldt sig ud af den gamle landbrugsorganisation og ind i den nye. Bock gør sagerne af overbevisning. Men landbrugs-kampen mod den danske miljølovgivning passer også som fod i hose til et nyt parti, der er klar til at stå i spidsen for den gamle kamp om ægte liberalisme. Et venskab bliver hurtigt stærkt, når begge parter har så tydelige interesser i at blive stærke og vinde. Og venskabet er blot blevet styrket af de konservatives febrilske overlevelseskamp. For hvis LA kæmper mod venstre for ejerskabet til liberalismen, så konkurrerer LA med de konservative om at skære dybt i skatten
Bøndernes kamp mod miljøreglerne afspejler sig politisk i LA’s kamp om førertrøjen i kampen mod skat og statsmagt.
Så når Venstres fødevare- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen nyforelsker sig så meget i Bæredygtigt Landbrug, at de indtager Liberal Alliances mærkesag, er LA-tårerne over den nuværende ministerstorm givetvis temmelig tørre. For lige nu fremstår De Konservative som totalt panikramte, mens Venstres minister reelt kan miste sin post.
Landbrugets aktivisme
På overfladen er Bæredygtigt Landbrug usædvanlig succesfuld.
Organisationen overtager med langt, langt færre ressourcer opmærksomheden fra den gamle landbrugsorganisation, Landbrug og Fødevarer. Igennem de sidste år har lokalaviserne været fulde af historier om de moderne bønders flugt fra de støvede haller på Akselborg i København, hvor landbrugstoppen holder til – til det moderne og aktivistiske BL. Mens den socialdemokratiske formand for L&F, Karen Hækkerup, rejser rundt og bl.a. stolt fremhæver, at hendes organisation har mere end 70 økologiske konsulenter på landsbasis, står udbryderne i vandkanten og på Youtube og fortæller, at erhvervets miljø-vikår er totalt urimelige og fagligt misforståede. Det er bønderne, der passer på Danmarks natur og arbejdspladser – ikke embedsmændene på universiteter, i styrelser og i ministerier. Og BL kører den helt ud: Organisationen klemmer sig ind i kommissoriearbejdet for den nye lovgivning og den fastholder, at en liberalisering af miljøreglerne ikke øger forureningen. Tvært imod. Reglerne bliver færre og Danmark bliver grønnere. Men de løber derved ikke den samme risiko for at begå ”hybris”, som de gamle grækere kaldte det, - som ministeren. Det er hende, der lever livet farligt i politisk overmod. Det er hende, der skal stå til ansvar, når stort set alle forskere og specialister påstår, at beregningsgrundlaget for denne hokus-pokus-politik ikke holder.
Men det er alt for tidligt at udnævne denne lobbyisme til en succes.
På kort sigt en succes, fordi den nye lovgivning gennemføres med eller uden Kjer Hansen i ministerstolen. Men det største overmod i denne sag for landbrugserhvervet er usynliggørelsen, - nærmest udeladelsen af den spiller, som det store, toneangivende erhvervsliv udenfor landbruget, ALDRIG ville glemme: FORBRUGEREN.
Danmarks største og mest succesfulde virksomhed, Novo, har gjort sig verdenskendt på værdibaseret virksomhedsledelse og tæt, tæt samarbejde med deres forbrugere om bekæmpelse af diabetes. Og det gælder masser af andre, moderne virksomheder: Man tager kunden meget alvorligt.
Men den nye landbrugslobby appellerer i stedet sarkastisk/ironisk til vores politiske system. Fokuserer på, at en liberalisering vil give flere arbejdspladser. Lille – eller ingen appel til kvaliteten af det vi putter i munden. Det er modigt. Men det kan vise sig at være umådeligt dumt.
Taxamanden kender paradokset fra de daglige kommentarer, når jeg kører kunder i de ærke-borgerlige forstæder til hovedstaden. Mange forsvarer åbent den borgerlige regering og hele dens hus. Men det er jo ikke det samme som, at de i længden vil købe landbrugserhvervets produkter, hvis koteletten og brødet er misfarvet af bøndernes penge-puren.
Den sidste historie er – uanset aktivisternes øjeblikkelige succes – ikke fortalt til ende.
Ligesom historien om det erhverv, der på en gang hylder liberalismen, og samtidigt modtager knap 7 milliarder i EU-støtte til 60.000 landmænd (et par år gamle tal). I gennemsnit mere end 110.000 landbrugsstøtte til hvert brug!
For slet ikke at tale om den sandsynlige udgang, at de bekymrede har ret: At miljøet skades. At det tidligere foregangsland – også på miljøområdet – vælger pengesyn frem for et menneskesyn.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.