JEG FORSTÅR GODT, at Pia Olsen Dyhr, partisoldaten, som overtog formandsposten i SF, da partiet var tæt på udslettelse efter den kaotiske regeringsexit, i disse dage er usædvanligt glad:
SF, som næsten havde vænnet sig til at tabe – halvering af mandatantal ved de seneste valg til Folketinget og Europa-Parlamentet – kan nemlig endelig glæde sig over succes:
Partiet, som fik 4,2 procent ved folketingsvalget i 2015, fik ved kommunalvalget 5,7 procent. De 115 byrådsmedlemmer, man fik sidst, blev denne gang til 126 – og i regionerne gik partiet fra 10 til 15 mandater.
Og, måske allervigtigst for folkesocialisterne:
SF er næststørst – når man tager gennemsnittet af kommunal- og regionsvalgen – i rød blok.
Foran De Radikale, foran SF og foran Alternativet.
Ved folketingsvalget i 2015 var SF mindst.
Særligt to steder klarede SF sig ekceptionelt godt:
I LANGELAND KOMMUNE, hvor Tonni Hansen, en 59-årig lokal fagforeningsmand og indtil for nylig partiets næstformand, erobrede en sensationel stor sejr. SF havde før valget nul – ja, der står nul! – mandater. Forleden fik de hver tredje stemme – og Hansen bliver borgmester.
I Region Syddanmark, hvor Villy Søvndal, den 65-årige tidligere partiformand, leverede et come-back af dimensioner. SF fik sidst 4,5 procent af stemmerne, mens de denne gang fik 13,6 procent. Søvndal fik ikke magten, blev faktisk sat uden for døren, men bliver stærk opposition.
To af de steder, hvor SF traditionelt har stået stærkest, gik det fint: Lille tilbagegang i København, stor fremgang i Aarhus. De to spidskandidater, Sisse Marie Welling og Thomas Medom, fik begge flotte personlige valg – og kom også begge godt ud af konstitueringerne.
Alt i alt må kommunal- og regionsvalgene være mere end godkendte for SF. Det parti, der har lidt så mange nederlag de forløbne år, er måske ligefrem i gang med noget, som ligner et politisk come-back. Selv i landsmålingerne går de frem og nærmer sig fem procent opbakning.
DET ER INTERESSANT AT SE, at SF’s gode valg kommer på et tidspunkt, hvor Socialdemokratiet fik et rigtigt godt valg, og hvor Alternativet, som helt åbenlyst konkurrerer med SF, også klarede sig godt. Noget tyder på, at SF under Pia Olsen Dyhr er ved at finde dets niche i rød blok.
Den niche, de søger, er, at de – modsat Enhedslisten og Alternativet – faktisk er villige til at påtage sig et ansvar, også når det gør ondt. Tiden i regering gjorde ondt – helt vildt ondt – på SF, og det er åbenlyst, at især Enhedslisten pisker SF med de skæve aftaler, som de blev del af.
Men:
Spørgsmålet er, om SF nu er ved at bringe sig i en position, hvor de måske kan begynde at drage fordel af den tid i regering, der ellers sled så hårdt, og har været så tæt på at knække partiet fuldkommen? Kan de vise, at deres stemmer faktisk fører til andet end snak?
HELT KONKRET ER FORSKELLEN PÅ, hvordan SF søger maksimal indflydelse der, hvor det er sværest, og hvordan Enhedslisten og Alternativet vælger nemmere løsninger, allertydeligst i Langeland og København. Begge steder ønsker SF indflydelse på det besværligste – beskæftigelse.
På Langeland, hvor Tonni Hansen nu bliver borgmester, varsler han et markant kursskifte:
”Vi skal gennemgå alt, hvad der findes af registreringer af ledige. Vi skal kun lave de registreringer, vi er pålagt. Og ellers skal vi skrotte lortet og have tillid til, at medarbejderne i kommunen gerne vil udføre et godt stykke arbejde og gøre borgerne glade og tilfredse. Det gør man ikke ved at registrere borgerne i hoved og røv, men ved at støtte op om deres ønsker og ideer og hjælpe dem igennem systemet,” lyder det fra Hansen.
I København, hvor Enhedslisten og Alternativet begge fik bedre valg end SF – blandt andet på grund af massiv kritik af den hidtidige beskæftigelsespolitik – veg de to partier uden om, da muligheden bød sig.
DERES STØRRELSE BETØD, at de kunne have valgt borgmesterposten for beskæftigelse og integration, men Enhedslisten, som var andenvælger efter Socialdemokratiet, valgte miljø og teknik, og Alternativet, der var fjerdevælger, valgte kultur og fritid. De greb ikke den svære post.
I stedet gik posten som borgmester for beskæftigelse til Venstre, som lige akkurat er større end SF. Pia Olsen Dyhr har dog – klogt – meddelt, at SF, naturligvis, ville lagt billet ind på den post, hvis de havde haft mandater til det.
Måske vil vi ved næste folketingsvalg se tilbage på kommunalvalget i november 2017 som den begivenhed, der rejste SF igen. De har i hvert fald grund til større optimisme end længe.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.