David Trads er journalist og forfatter.
Over alt går uligheden amok – og det mest vulgære udtryk for urimelighederne er de enorme summer, som klodens allerrigeste rager til sig:
De 1.542 dollar-milliarder – altså den eksklusive grupper af superrige på kloden, som sidste år skovlede mindst, hold nu fast, 638.99.0000 kroner hjem – ejer nu tilsammen, hvad der svarer til to gange Storbritanniens bruttonationalprodukt!
En ny undersøgelse, udarbejdet af et amerikansk institut, fortæller, at dollar-milliardærerne sidste år øgede deres formue med næsten en femtedel. Det betyder, at den andel, som de nu ejer, svarer til den andel, som de superrige sidst havde i begyndelsen af 1900-tallet.
Den ækle ophobning af ressourcer og penge hos en ganske lille udvalgt gruppe af mennesker er slet og ret syg. Det er amoralsk, at så få mænd og kvinder i ordets egentlige forstand kan bade sig guld i deres enorme pengetanke. Josef Stadler, manden bag analysen, fortæller:
”Koncentrationen af penge hos få svarer til den, vi sidst så i 1905, og det er noget, der er grund til at bekymre sig over,” siger han til Guardian, en britisk avis.
Ja, det tør nok siges – for de vulgært rige er jo ikke bare vulgært rige, nej, de dikterer og bestemmer i stigende grad over alle os andre. Et af de hobby-projekter, som de superrige ofte kaster sig over, er sport, hvor de køber de største og vigtigste hold:
Tag bare Premier League, hvor 12 ud af 20 klubber er ejet af globale milliardærer. Eksempelvis ejer en arabisk sheik og minister i et diktatur Manchester City, en tvivlsom russisk businessman ejer Chelsea, en mærkelig thai-rigmand har købt Leicester City og så videre og videre.
I Danmark kender vi også problematikken – for selv om FC Københavns og Brøndby IF’s ejere trods alt ikke er dollar-milliardærer, så dikterer to danske rigmænd alene udviklingen i klubberne. Måske godt for forretningerne, men ikke for klubåndens ildsjæle.
Masser af andre områder domineres på samme måde i stigende grad af de superrige. 72 af klodens 200 vigtigste kunstsamlinger ejes i dag af dollar-milliardærer. Nogle af de vigtigste beslutninger om bistandshjælp til ulande dikteres i dag også af dollar-milliardærer.
I en kapitalistisk verden, hvor markedet er Gud – og hvor politikere ofte taler om ’sådan er det jo’ og ’nødvendighedens politik’ – får denne koncentration af rigdom hos stadig færre bare lov til at fortsætte. Men hvor ville jeg ønske, at der blev grebet massivt ind:
I Den Internationale Valutafond (IMF), der er den globale organisation, som klodens i-lande har nedsat for at sikre fortsat vækst, er man opmærksom på urimelighederne. For nylig foreslog IMF således, at de rigeste ene procent beskattes dramatisk højere.
Det kan, synes jeg, kun gå for langsomt.
Tilbage i slut-1800-tallet og de første år i 1900-tallet gik uligheden så meget amok, at det endte med voldsomme offentlige krav om at bremse urimelighederne. I USA gav det valg til præsident Teddy Roosevelt, som tvangsopløste de største virksomheder og øgede topskatten.
Vi er ved at være nået samme punkt i dag. Markedet er åbenlyst ude af stand til at regulere rimeligt, så samfundet må være parat til at gribe ind. To modeller kunne være at genindføre formueskatten og øge topskatten.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.