Danskernes købelyst er fortsat lav. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget i april var 0,7 procent lavere end i marts.
Det betyder, at omsætningen i landets butikker er faldet i tre ud af årets fire første måneder. Detailsalget i april var således 1,6 procent lavere end i december 2012.
Tallene peger i samme retningen som tal for forbrugertilliden onsdag.
Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen påpeger, at danskernes købelyst og forbrugertilliden er nedadgående trods skattelettelser:
- Man kan roligt sige, at dagens tal bekræfter billedet af et privatforbrug, som indtil videre slet ikke har reageret på de skattelettelser, som de fleste fik fra nytår, siger han i en kommentar og tilføjer:
- Og tallene for forbrugertilliden tyder ikke på, at det ændrede sig i maj heller.
Det er især danskernes forbrug af fødevarer og dagligvarer, der er faldende. Alligevel har forbruget det som helhed noget bedre, end detailtallene giver indtryk af, vurderer Las Olsen.
- Detailsalget, målt ved detailsalgsindekset, har klaret sig markant dårligere end det samlede privatforbrug de sidste tre år. Det skyldes, at forbruget er flyttet i retning af bolig, bil og tjenesteydelser, siger han.
Økonomen regner fortsat med en smule vækst i forbruget senere i år, drevet af danskernes højere disponible indkomster og "forhåbentlig lidt lysere udsigter for europæisk økonomi som helhed".
- Men det er bestemt ikke sikkert, at det vil være nok til, at der også kommer en stigning i detailomsætningsindekset, siger han.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.