Det giver store ridser i lakken på firmaernes image, når deres ansatte kører råddent.
Overtræder du hastigheds-begrænsningerne, snakker du i telefon eller skriver SMS’er, er det både farligt for dig selv, dine medtrafikanter – og for din arbejdsplads, fordi den risikerer at miste kunder på din dårlige adfærd. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forskning & Pension.
Undersøgelsen er repræsentativ og bygger på interview med 1007 personer over 18 år. Hele 61 procent af de adspurgte siger, at det påvirker deres valg af håndværker, hvis firmaets medarbejdere kører med hovedet under armen i trafikken.
Og med god grund. Der er et erhvervskøretøj involveret i hver fjerde trafikulykke med alvorlige personskader på vejene i Danmark. Årligt sker der mellem 25.000 og 30.000 skader på varevogne. Skader, der i gennemsnit årligt koster 465 millioner kroner. Dertil kommer udgifter i form af sygedage, erstatnings-køretøjer etc.
Ny hjemmeside hjælper
Et af de firmaer, der gør en positiv forskel, er det nordjyske affalds- og renovationsselskab Renovest I/S. Med en målrettet indsats har selskabet nedbragt antallet af uheld og ulykker og har derfor netop fået tildelt Sikker Trafik Erhverv-prisen 2014 på en trafiksikkerheds-konference, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension står bag.
"Man behøver ikke være en stor virksomhed med mange hundrede eller tusinde ansatte for at løfte trafiksikkerheden i virksomheden mærkbart. Renovest arbejder målrettet med at gøre de ansatte mere sikre i trafikken og træne dem, så der sker færre ulykker. Derfor får de Sikker Trafik Erhverv-prisen 2014, " siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
For at få flere virksomheder til at følge det spor, har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension lavet en hjemmeside, hvor virksomheder nemt og enkelt kan få hjælp og rådgivning til selv at komme i gang og dermed begrænse antallet af uheld og ulykker med firmaernes biler, varevogne eller lastbiler på vejene.