En dansker er ved Oslo Tingsret fredag idømt 19 års fængsel for at smugle 1,6 ton hash til Trysil i Norge. To andre mænd er i samme sag idømt henholdsvis syv og tolv års fængsel.
Det skriver nyhedsbureauet NTB.
Et hotel i fjeldområdet ved Trysil fungerede gennem længere tid som knudepunkt i en storstilet handel med hash fra en flok danske vaneforbrydere til bandemiljøet i Oslo.
Sidste sommer anholdt det norske politis særlige afdeling mod organiseret kriminalitet - Kripos - to danske statsborgere som hovedmænd i smuglerringen.
Den ene af dem - 53-årige Klaus Nielsen - er endt med den hårdeste straf blandt de tiltalte. Straffen får han for at have fragtet 1647 kilo hash fra Danmark via Sverige til Trysil.
Det skete ifølge anklagemyndigheden ti gange fra 6. december 2017 til juni 2018.
Han var dog ikke alene om at smugle hashen.
To andre, en 47-årig og en 68-årig mand, er dømt for at have hjulpet Klaus Nielsen med at passere grænseovergangene mellem Danmark og Sverige og mellem Sverige og Norge i forbindelse med indsmugling af hashen.
Den 47-årige leverede ifølge anklagen også selv hash til modtagerne.
Den 68-årige er også dansker. Han hedder Erich Brandt Nielsen, og ifølge anklagemyndigheden var han også en af hovedmændene.
Ifølge anklagerne skulle han have hjulpet til under seks af smuglerturene, mens den 47-årige hjalp til på en enkelt tur.
Alle tre nægter sig skyldige.
I forbindelse med efterforskningen af sagen blev der foretaget en ransagning på en adresse i Danmark.
71-årige Birger Froberg Hansen, der ejede boligen, hvor hashen blev opbevaret, blev i april i år idømt seks års ubetinget fængsel i Danmark for sin andel i indsmuglingen.
I alt har over 30 personer været enten sigtet eller tiltalt i den omfattende sag, som er blevet døbt Operation Hubris. Flere af dem er ifølge norsk TV2 tilknyttet den kriminelle Oslo-bande Young Bloods.
/ritzau/