Den danske biolog Niels Krabbe spidsede ører, da en ugle gav sig til at synge i et afsides område i Santa Marta-bjergene i det nordlige Columbia.
Han kunne nemlig straks høre, at sangen var anderledes end de toner, der kommer fra de øvrige 28 ugler, der kendes i Columbia, skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Da jeg hørte den, var jeg med det samme klar over, at det var noget nyt, for den har en helt unik sang, og jeg kender stemmerne på alle de andre ugler i slægten i Columbia, siger Niels Krabbe ifølge avisen.
Danskeren har allerede opdaget syv nye fuglearter i Sydamerika. I februar i år var han på feltophold i Santa Marta-bjergene for at lave en cd over bjergenes fugle-stemmer.
Santa Marta-bjergene er et af de steder i verden, hvor der findes flest endemiske arter. Det vil sige arter, som ikke findes andre steder.
Den nye dværghornugle er cirka 30 centimenter lang og på størrelse med en dansk kirkeugle og lever i mellem 1500 og 2600 meters højde. Ugle spiser helst store biller, men kan sikkert også spise smågnavere, fortæller Niels Krabbe til avisen.
Han udtrykker samtidig bekymring for fuglene i Nordjyske Stiftstidende.
- Der foregår jo en skovfældning i området. Det er meget vigtigt at få opkøbt de resterende skove og få dem fredet, inden de er væk, siger Niels Krabbe.