Det bliver den danske designer Dorthe Mandrup, der bliver arkitekten bag et hvalcenter på øen Andenes i det nordlige Norge 300 kilometer nord for Polarcirklen.
Det skriver det norske erhvervsmedie E24 og danske Berlingske.
Projektet blev først lanceret i maj 2018 ifølge norske NRK. Dengang var det planen, at det skulle stå færdig i 2020 og koste lidt over 150 millioner danske kroner.
Ifølge E24 og Berlingske står projektet til en pris på op til 260 millioner kroner, og det vil stå færdig i 2022.
Selv om der er en ejerkreds klar bag projektet, siger den daglige leder Børre Berglund til E24, at de endnu ikke har aftalt, hvordan investeringerne skal fordeles imellem dem.
70.000 besøgende
Hvalcenteret har tiltrukket sig opmærksomhed fra blandt andet rejsemediet Lonely Planet. Øen Andenes er allerede kendt for hvalsafarier.
Oprindeligt var det estimeret, at hvalcenteret ville lokke 70.000 årlige besøgende til. Det fremgår ikke, om det estimat har ændret sig.
Tanken er, at centeret, der får navnet "The Whale", skal være en mellemting mellem et museum og en turistattraktion. Andenes har grundet sin geografiske position en række helt særlige naturoplevelser.
Man kan opleve midnatssol i to måneder fra maj til juli. Samtidig har man polarnætter, hvor solen i løbet af en helt dag aldrig står op.
/ritzau/