Danske VM-spillere har dårlig samvittighed: Tærer på familielivet

Henrik Dalsgaard har kone og to børn derhjemme, og han har næsten dårlig samvittighed over at være i Rusland, hvor landsholdet er nået frem til ottendedelsfinalerne. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix)

Flere af de danske VM-spillere har kærester, koner og små børn derhjemme, og afsavnet bliver større og større.

De danske landsholdsspillere har i mere end en måned haft fokus på VM i Rusland.

De første træninger begyndte for mere end fem uger siden i Helsingør, og det er nu 19 dage siden, at de danske spillere landede i Rusland. Det betyder, at afsavnet til familier, koner, kærester og børn vokser.

- Jeg har nærmest en lille smule dårlig samvittighed, siger højrebacken Henrik Dalsgaard.

- Jeg ved, at min kone er derhjemme med to børn, og det er pivhårdt. Hun har det lidt stramt, men sådan er det. Det var betingelserne, før vi gik i gang, så hun skal nok klare det.

- Jeg prøver at holde hendes humør oppe, men det er ikke altid, jeg kan det, siger han.

Christian Eriksen blev far en uge før afrejsen til Rusland, og det er ikke meget, han har fået set til sin søn - ud over videosamtaler på telefonen.

- Det er en underlig situation, at jeg har været væk i en måneds tid. Selvfølgelig bliver det hårdere og hårdere. Det kan man også mærke hjemmefra. Men der er et mål med at være her, siger Eriksen.

- Han bliver større og større, men jeg er med på sidelinjen. Så det eneste, jeg går glip af, er, hvis han græder. Jeg ser ham kun på telefonen, når han griner, siger midtbanestjernen.

Angriberen Martin Braithwaite forsøger at sige til sig selv, at det store afsavn til familien i sidste ende giver mening.

- Man har et savn, men man kan ikke lade det gå ud over en. Folk er sikkert ikke klar over, hvor meget det kræver mentalt at være her. Man skal lukke af for alting og være fokuseret.

- Jeg siger til mig selv, at når vi forhåbentlig står med pokalen, så har jeg ferie, og så kan jeg være sammen med familien. Slukke telefonen og alting. Det er en ofring at være fodboldspiller nogle gange, og det har vi sagt ja til, siger angriberen.

Midterforsvareren Mathias "Zanka" Jørgensen har hverken kæreste og børn, så han kan betragte livet i landsholdslejren fra et lidt andet perspektiv.

- Folk klarer det fint. Vi er en god gruppe, og det kommer til udtryk nu, at vi rent faktisk nyder at være sammen, og at vi kan have det fint over en længere periode.

- Det er klart, at folk begynder at savne børn og kærester, og så er det jo nemt at være single som mig, siger "Zanka".

Henrik Dalsgaard opholder sig en del i spillernes fællesrum på hotellet, hvor der bliver set kampe. Derudover kører komedieserien "Klovn" ofte på skærmen.

- Det er med til at få humøret op. Frank Hvam klarer os igennem.

- Når der ikke lige er kamp på skærmen, så er der "Klovn". Jeg er meget deroppe. Der er lidt køligt, og der står lidt frugt, så det er helt vildt hyggeligt, siger højrebacken.

Danmark møder på søndag Kroatien i ottendedelsfinalen. Kampen spilles klokken 20 i Nisjnij Novgorod.

/ritzau/