Af Pernille Mainz | pema@avisen.dk
Danskerne skal ikke købe varer, som er blevet lavet af u-landsbørn, der får mad som løn eller arbejder under farlige forhold.
Det mener Dansk Industri, fagbevægelsen LO, Red Barnet og Coop, der sammen med en række andre organisationer har startet Dansk Initiativ for Etisk Handel.
Sammen skal de 12 partnere ruste de danske virksomheder til at føre etisk forsvarlig forretning i u-landene og nye lande i økonomisk vækst som Kina.Det primære mål er at passe bedre på nogle af arbejderne på de fjerne fabrikker. Hvad enten de producerer danske håndklæder, smykker eller tun på dåse, fortæller Hanne Gürtler, der er koordinator i partnerskabet.
»Vi vil sikre, at de internationale konventioner inden for børns rettigheder og arbejdstagerrettigheder bliver overholdt i alle leverandørled,« forklarer hun.
Måske et mærke
I første omgang vil de danske varer ikke få et mærke, der garanterer etisk forsvarlig handel. Men måske med tiden. Også Red Barnet er med i samarbejdet. Rådgiver i organisationen Rasmus Juhl Pedersen er enig i, at farligt børnearbejde skal stoppes. Men ikke nødvendigvis det børnearbejde, som er sikkert:
»Børnearbejde kan nogle gange være den bedste løsning, hvis det er under kontrollerede forhold, og barnet er forældreløst og har brug for penge til at gå i skole for,« siger han.