Egypten har forbedret sikkerheden betydeligt, efter at et russisk charterfly styrtede ned på Sinaihalvøen i forrige år.
Og det har fået Udenrigsministeriet til at opdatere rejsevejledningen for det nordafrikanske land.
Hos Borgerservice fortæller centerchef René Dinesen, at man har fulgt de egyptiske tiltag tæt på den sydlige del af Sinai. Specielt i lufthavnen ved Sharm el-Sheikh er sikkerheden forbedret.
Derfor gives der igen grønt lys for turistrejser til populære byer som Sharm el-Sheikh, Dahab og St. Catherine.
- Det har nu nået et niveau, hvor vi er trygge ved at sige - og det gør vi sammen med en række andre lande - at man igen kan rejse til Sharm el-Sheikh, siger centerchef René Dinesen.
I en længere periode har det været nærmest umuligt at få almindelige charterrejser til Sharm el-Sheikh. Det skyldes formentlig rejsevejledningen fra Borgerservice.
- Typisk er det sådan, at de danske rejsebureauer holder øje med vores rejsevejledninger. Når vi fraråder ikke-nødvendige rejser, så aflyser de typisk de pakkerejser, de har, siger centerchefen.
Halvøen Sinai deles op i to. Udenrigsministeriet fraråder fortsat rejser til den nordlige del af Sinai, hvor situationen er en helt anden.
Egyptiske efterforskere mener, at et bombe var årsagen til, at det russiske charterfly styrtede ned i ørkenen 31. oktober 2015.
En egyptisk flymekaniker, hvis fætter havde sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien, menes at have placeret en bombe på flyet.
I de officielle meldinger om sagen lyder det, at der ikke er fundet beviser, så man med sikkerhed kan fastslå årsagen til styrtet.
Der var 217 passagerer og syv besætningsmedlemmer på flyet, og de omkom alle. Langt de fleste var russere.
/ritzau/