Han er ikke sur. Slet ikke vred.
Kræftlæge Mikael Rørth fejrer næste år 40-års jubilæum på Rigshospitalet. Han har på egen krop følt det økonomiske pres, forskellige regeringer gennem årene har pålagt danske hospitaler.
I hans unge dage var Rigshospitalet en tumleplads for ildsjæle, hvor lægen havde stort set frie rammer i kampen for at helbrede patienten. Men det er over årene blevet markant sværere på grund af stramme budgetter og en benhård styring af økonomien.
Selvom kræftbehandlingen dengang slet ikke var så avanceret som i dag, tændte gejsten fra de lægelige ildsjæle håb for patienter og skabte resultater, som kolleger fra udlandet rejste langt for at opleve. Dengang Danmark havde et af verdens bedste - men også dyreste - hospitalsvæsener.
Sådan er det ikke længere. Slet ikke.
Økonomien styres stramt
Nyhedsavisen har fået gennemgået udgifterne til sundhedsområdet siden 1970.
Det dokumenterer, at det danske sundhedsvæsen over de seneste tre årtier er blevet systematisk udsultet rent økonomisk i forhold til hospitaler i den vestlige verden.
I 1971 brugte Danmark langt flere penge på sundhedsvæsenet end de fleste vestlige lande. Sådan er det ikke længere.
I dag bruger vi mindre af samfundskagen på vores hospitaler end landene omkring os, og vi har gennem årene ladet budgetterne vokse halvt så hurtigt.
Den stramme økonomistyring har ført til et lille sundhedsvæsen. Og konsekvensen er ifølge Jes Søgaard klar:
• Der mangler udstyr. Vi er langsommere til at købe nyt, udskifte og indføre nye behandlingsformer og medicin. Tag manglen på scannere bag efterårets kræftskandale som eksempel.
• For lidt personale, for lidt udstyr og for få senge fører til ventetider og patienter på gangene. Det tager længere tid for lægerne at stille diagnosen og sætte den rigtige behandling i gang.
• Pressede medarbejdere med risiko for stress, nedslidning og personaleflugt.
• Slidte gamle hospitaler, der ikke er up to date.
• Dårlige behandlingsresultater på en lang række områder, eksempelvis rygerlunger, diabetes og kræft. Danmark har den højeste kræftdødelighed i Vesteuropa, og ifølge en undersøgelse fra de industrialiserede landes samarbejdsorganisation OECD skyldes den dårlige kræftoverlevelse måske de meget lave udgifter til hospitalsbehandlingen.
35 års underfinansering
En af Danmarks førende sund-hedsøkonomer, direktør i det uafhængige Dansk Sundhedsinstitut, professor Jes Søgaard har for Nyhedsavisen brugt OECD s tal og beregnet, hvor mange penge vi årligt har spenderet direkte på sundhedsvæsenet fra 1970 og til i dag. Og sammenlignet med de 23 lande i den vestlige verden, som vi normalt sammenligner os med.
»Vi har gennem 35 år underfinansieret sundhedsvæsenet i forhold til alle andre lande omkring os. Det betyder, at vi har været langsommere til at opnå forbedringer på sundhedsområdet i forhold til andre lande. Politikerne har ikke villet betale, hvad det koster, så langsomt er vi sakket agterud. Vi har fået det, jeg kalder et lille meget effektivt sundhedsvæsen, men hvor resultaterne ikke er i top - tag kræftområdet og de dårlige behandlingsresultater dér som bare ét eksempel,« siger Jes Søgaard.
Klinikchef, professor, dr.med. Mikael Rørth ved alt om, at økonomien har fået førsteprioritet frem for jagten på den optimale behandling for kræftpatienterne. Som da hospitalet i 1997 på grund af såkaldte »økonomiske tilpasninger« måtte fyre hver femte læge og sygeplejerske på kræftafdelingen.
Alligevel er han ikke sur på politikerne over det økonomiske pres, de i tre årtier har lagt ned over hospitalerne.
»De har jo ikke gjort det af ond vilje og puttet pengene i egen lomme. De har fra 1970 erne og frem til i dag valgt at prioritere socialvæsenet frem for sundhedsvæsenet, hvor befolkningen har fået en masse retskrav på sociale ydelser. Altså overførselsindkomsterne. Og med de flere arbejdsløse, de flere studerende, de flere førtidspensionister har det presset det økonomien. Det er gået ud over sundhedsvæsenet, der er blevet nedprioriteret. Man kan så være uenig i den beslutning, men der er ingen grund til at være sur på politikerne. Folk skal jo bare vide, at det er sådan, det er,« siger Mikael Rørth.
Ingen kender sandheden
Mikael Rørth kender fra sin dagligdag den virkelighed, som professor Jes Søgaard ser i tallene. Men Søgaard mener, at den økonomiske styring af hospitalerne og de kedelige konsekvenser deraf er stort set ukendt for befolkningen ¿ herunder mange folketingspolitikere og centrale medarbejdere i centraladministrationen, ja selv i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor han for nyligt gennemgik sine tal med ministeriets sundhedsøkonomer.
»Jeg oplevede til et foredrag for små fem år siden en tidligere departementschef fra Finansministeriet, der sagde, at de danske sundhedsudgifter relativt set var meget høje og væksten ustyrlig. Åndeligt må han have befundet sig i 1970¿erne, for sådan var det dengang. Men sådan har ikke været siden,« siger Jes Søgaard.
De skræmmende tal
• I perioden 1971-2005 er de danske sundhedsbudgetter hvert år vokset med 2,1 procent (realvækst) hver gang de vestlige landes budgetter er vokset med 3,8 procent. Hvert år har de altså tilført næsten dobbelt så mange penge til sundhedsområdet, som vi har.
• I 1971 brugte Danmark 6,8 procent af samfundskagen (BNP) på sundhedsvæsenet mod 5,4 procent i hele den vestlige verden. I 2005 var det lige omvendt. Her brugte den vestlige verden 8,5 procent, mens vi kun brugte 7,2 procent på sundhed. De andre lande har altså på tre årtier valgt at sætte turbo på de offentlige udgifter til sundhedsområdet i modsætning til os, der har været langsommere til at åbne for pengekassen.
• I 1971 betalte hver dansker 8.800 kroner til sundhed mod 6,600 kroner i den vestlige verden. Nu er vi overhalet. I 2005 brugte vesten i snit 22.000 kroner årligt, mens vi kun brugte 18.200 kroner.
De positive konsekvenser
Men politikernes fokus på at styre økonomien stramt har også haft en lang række positive konsekvenser, som mange af de lande, der har postet penge i hospitalsvæsenet, ikke har opnået. På positivsiden tæller:
• Danske patienter bliver ikke unødigt på hospitalet og fylder. Vi har nogle af de korteste liggetider i verden. Det er opnået gennem en i særklasse god udnyttelse af dagkirurgi og ambulante behandlinger, hvor patienten kommer om morgenen og tager hjem om eftermiddagen. Det sparer penge og får mange gennem systemet. Ifølge en OECD-måling har vi på seks af syv kirurgiske områder de laveste behandlingsomkostninger i forhold til de sammenlignede vestlige lande.
• Den stramme økonomi har ført til effektive hospitaler, hvor vi får meget sundhed for vores skattekroner. Ifølge en OECD-undersøgelse er de danske hospitaler de mest effektive i 10 undersøgte vestlige lande.
Men jagten på effektivisering har også en ende. Ifølge den føromtalte OECD-undersøgelse har vi effektiviseret hospitalerne så godt, at Danmark i dag kun er fem procent fra den optimale behandlingspris, mens Sverige eksempelvis er 42 procent fra målet.
Dermed er det svært for Danmark at nedbringe udgifter til behandling gennem yderligere effektiviseringer, da vi er tæt på det optimale, konkluderer OECD.
»Selv Folketingets økonomianalysegruppe har for nylig advaret om, at vi effektiviserer økonomisk på bekostning af helbredsresultater,« siger Jes Søgaard.
Sammenbruddet lurer
Det har ikke kun været i de økonomisk hårdt pressede 1980 ere, at sundhedsvæsenet blev økonomisk stramt styret. Ifølge Jes Søgaards beregninger er de danske udgifter til sundhed i hvert årti vokset mindre end andre vestlige lande.
»Den stramme økonomistyring har gjort ondt. Det svarer til en tresporet motorvej, der snævres ind til en tosporet. Det giver pladsproblemer, ventetider og risiko for uheld,« siger Jes Søgaard.
Den lave investering i sundhedsvæsenet kan på sigt få katastrofale konsekvenser i nær fremtid, for det offentlige skattefinansierede sundhedsvæsen, vi kender.
»Det her lille sundhedsvæsen - som jeg kalder det - fører til et indre pres, der kan ende i alt muligt grimt. Vi ser det på kræftområdet, hvor vi ikke kan leve op til forventningerne i befolkningen, og hvor resultaterne er langt dårligere, end danskerne kan forstå. Den lave vækst i investeringerne på vores hospitaler hænger ikke sammen med de høje forventninger hos en rigere og mere veloplyst befolkning. I udlandet tilgodeses disse forventninger med en vækstrate, der i årevis har været dobbelt så stor som hos os. Intet produktionssystem - hverken offentligt eller privat - kan på længere sigt holde til sådan et pres. Når jeg hører, at personalet flygter fra det offentlige sundhedsvæsen, så er det et tegn på nedbrud,« siger Jes Søgaard.
På Rigshospitalet er Mikael Rørth glad for, at det kommende 40-års jubilæum så langtfra gør ham til afdelingens yngste mand:
»Jeg har været sindssygt glad for at være her. Og sindssygt heldig. Jeg har forsket, haft min daglige gang med patienter og undervist. Og så er det langt lettere at være den gamle og erfarne end en af de unge, der sidder over for patienter og skal fortælle, at der ikke er mere at gøre. Og så ikke have tid nok,« siger han.
Sådan har Nyhedsavisen fået tallene:
Direktør på Dansk
Sundhedsinstitut (DSI) Jes Søgaard har beregnet, hvor mange penge
Danmark bruger på sundhedsvæsenet ud fra OECD s tal fra 2007.
Tallene
trykt i Nyhedsavisen dækker alene over udgifter til primær sektor
(praktiserende læge), sekundær sektor (hospitaler og personale) og
medicin.
Ofte medregnes udgifter til plejesektoren i
OECD s tal, selvom det ikke er sundhed i snæver forstand. Men Jes
Søgaards tal er udtryk for det tætteste på en reel international
sammenligning af det, som almindelige danskere opfatter som
sundhedsvæsenet.
Tallene er landenes uvægtede snit, så USA og Norge tæller ens.
Kilde: DSI og Nyhedsavisen