Danske Bank nedjusterer forventningerne til 2018 efter en skidt periode på de finansielle markeder.
Banken venter nu et overskud på 15 milliarder kroner for 2018. Tidligere var der ventet et plus på 16-17 milliarder kroner.
Det oplyser banken i en meddelelse til fondsbørsen.
- Justeringen af forventningerne skyldes primært, at de vanskelige forhold på de finansielle markeder, som vi oplevede i de første tre kvartaler af 2018, er yderligere forværret i fjerde kvartal, siger finansdirektør Christian Baltzer i en kommentar.
Det er især bankens indtjening på at handle med kunders obligationer, som er klemt.
Tirsdag nedjusterede konkurrenten Sydbank også på grund af bølgeskvulp på finansmarkederne.
Det er anden gang på tre måneder, at Danske Bank skruer ned for forventningerne til 2018.
I september var det som følge af sagen om hvidvask i Estland.
Banken besluttede at donere de 1,5 milliarder kroner, der var tjent i den estiske filial, der har været centrum i sagen.
Pengene skal gå til en fond, der skal bekæmpe økonomisk kriminalitet.
Forud for den nedjustering ventede Danske Bank et overskud i den lave ende af 18-20 milliarder kroner.
Hvidvasksagen bliver undersøgt af myndigheder i Danmark, Estland og USA. Danske Bank kan risikere en bøde i milliardklassen.
Særligt de amerikanske myndigheder har historisk ikke været blege for at udstikke store bøder.
For nylig udtalte Danske Bank, at den havde afsat omkring 18 milliarder kroner til at dække bøder.
Banken oplyser til Ritzau, at torsdagens nedjustering ikke får nogen betydning for bankens kapitalposition. Det vil sige evnen til at betale eventuelle bøder.
Og ser man bort fra al uroen, er Danske Bank godt kørende. Det siger finansdirektør Christian Baltzer.
- Udviklingen i den underliggende forretning er fortsat god. Indlån er på et fortsat stabilt niveau, mens vi oplever udlånsvækst, især i Norge og Sverige, hvor væksten blandt andet er drevet af partnerskabsaftaler.
- I Danmark er udviklingen i kerneforretningen fortsat stabil, siger han.
/ritzau/