Danske Bank-aktien tabte tirsdag 6,1 procent af værdien på Fondsbørsen og lukkede i kurs 104,9.
Faldet kommer, efter at Finanstilsynet har givet banken påbud om at polstre sig bedre mod risiko for udlån til erhvervslivet og finansielle institutioner.
Da fondsbørsen åbnede klokken ni, lå aktien efter blot et kvarters handel til et fald på over syv procent. Aktien hentede dog i løbet af dagen noget af det tabte ind igen.
Finanstilsynet mener ikke, at banken er tilstrækkeligt polstre til at klare risikoen ved bankens udlån til erhverv og finansielle institutioner. Banken fik i alt fire påbud og skal polstre risikobufferen med yderligere otte milliarder fra 64 til 72 milliarder kroner.
Danske Bank er uenig i Finanstilsynets afgørelse og overvejer at anke den til Erhvervsankenævnet.
- Vi ville gerne have prøvet at nå til en eller anden form for enighed med Finanstilsynet. Det er normalt vores arbejdsfacon.
- Vi har også foreslået, at der skulle en tredjepart ind over for at kigge på det, eksempelvis hvor et konsulenthus foretager en uvildig vurdering og dykker ned i materien, sagde finansdirektør Henrik Ramlau-Hansen, da Danske Bank offentliggjorde Finanstilsynets påbud mandag aften.
Set over hele året fra nytår og til nu er Danske Bank-aktien steget med 9,7 procent.
/ritzau/