Mens de danske 49'er-mænd torsdag holdt hviledag ved VM i Marseille, så var kvinderne i aktion på vandet i 49'erFX.
Europamestrene Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen klarer sig bedst blandt de fire danske både, og duoen ligger efter seks sejladser på en niendeplads.
Torsdag blev det til placeringer som nummer 13, 9 og 3 i de tre sejladser. Inden torsdagens sejladser lå EM-vinderne på 17.-pladsen.
- Det er svært at finde ud af, hvor man skal sejle hen. Feltet ligger helt vildt tæt, når der ikke er ret meget vind. Dagens succes for os var i tredje sejlads, hvor vi fik en god start og blev treer.
- Generelt sejler vi godt, vi har god fart, og vi har god stemning i båden. Vi har ikke ladet os gå på af, at vi begyndte stævnet med en rigtig dårlig sejlads (22.-plads og straf, red.), siger Ida Marie Baad Nielsen i en pressemeddelelse.
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen lå på en samlet fjerdeplads inden torsdagens begivenheder, men er nu nede som nummer 20.
Hos mændene, hvor fem danske både er med, ligger Jonas Warrer og Peter Lang på andenpladsen efter fem sejladser.
/ritzau/