Den danske toptriatlet Michelle Vesterby er gravid, men det får hende ikke til at lægge sæsonen på is.
35-årige Vesterby går efter en plads ved VM på Hawaii i oktober næste år, og for at kvalificere sig stiller hun om to uger op til en ironman i Mexico, hvor hun vil være gravid i 15. uge.
Det skriver TV2 Sport.
En sejr i Mexico vil give hende en direkte billet til verdensmesterskabet.
- Der har selvfølgelig været mange overvejelser om, hvornår jeg skulle blive gravid i min karriere. Skulle jeg have gjort det tidligere, eller skulle jeg bare gøre det senere og så sige, at nu var det dét.
- Men jeg ser faktisk rigtig meget frem til at have det næste kapitel, som bliver at kombinere den her elitesportskarriere, samtidig med at jeg skal være mor, siger hun til TV2 Sport.
Vesterby fortæller, at hun dagligt cykler fire til fem timer, løber en time og svømmer en lang tur. Og hun er ikke nervøs for at stille til start på trods af graviditeten.
- Jeg har både snakket med min læge og med min jordemoder, og de bekræfter begge, at jeg ikke kan skade barnet ved at dyrke fysisk aktivitet på det niveau.
- Der er aldrig nogen, der har aborteret ved at dyrke motion, siger Michelle Vesterby.
Den danske triatlet satte i april dansk rekord i ironman ved de officielle nordamerikanske mesterskaber Ironman Texas i USA.
Vesterby sluttede på en fjerdeplads i tiden 8 timer, 45 minutter og 47 sekunder.
Hun overtog rekorden fra Helle Frederiksen, der i november sidste år satte tiden 8 timer, 55 minutter og 35 sekunder.
Michelle Vesterby blev nummer fire ved kvindernes ironman-VM i 2015. Året efter blev hun nummer seks.
For en måned siden blev hun nummer 27 ved VM. Det viste sig, at hun var gravid under løbet.
/ritzau/