De danske kunstnere slog de internationale konkurrenter i en sand platinrus. Men musikalsk var der ikke noget gyldent over 2006, hvor de kommercielle koryfæer pillede navle og øre på lytterne.
En af mine bedste bekendte, Homer Simpson fra den amerikanske soveby Springfield, har været around i nogle årtier efterhånden. Fra sin plads indstøbt i sofaen (med en Duff-øl hvilende på bodega-hylden) ville den tegnede tyksaks totalt uprovokerede dom over dette hersens herrens pop-, rock- og beatår være nådesløs:
»Boooooooooooooring!«
Primitivt, selvfølgelig, men ikke desto mindre mere træffende end størstedelen af de skiver, som kunstnere og pladeselskaber spyttede ud gennem 12 yderst produktive måneder.
Enstemmigt Veto
Jo, 2006 bød da på soniske supersus, lyriske lækkerier og overrumplende ouverturer. Der var bare temmelig langt imellem dem, og deciderede mesterværker var umiddelbart ikke til at få øre på.
Slet ikke inden for Danmarks grænser, hvor storsælgende udgivelser fra gamle kendinge drønede hen over konkurrenterne fra det store udland.
Lad mig allerførst henvise til musikredaktionens enstemmige danske vinder, Veto. Dem kan læsere passende tjekke op på i boksen til højre for denne artikel, hvorefter den hjemlige årskavalkade i stedet får lov at begynde med en gennemgang af de kommercielle koryfæer ...
Helmigs tidslomme
Efter 15 års engelskøvelser tog Thomas Helmig en ny runde med modersmålet, hvilket gjorde ham til et af højtidens absolutte gavehit.
Måske fordi danskere har det med at søge tryghed - og hvad er mere amme-rigtigt end genkendelige lydformler og verbale akvarel-billeder, som de lød, før der op gennem 1990"erne gik sport og nødvendighed i at lege og udfordre de danske gloser? Det skal dog nævnes, at mangt en anmelder krøb ned i tidslommen og tungekyssede løs med krøltoppen fra Århus.
Måske fordi de sjovt nok jævnaldrende rockskribenter ligesom Helmig savnede et skud naiv ungdom og vandfast mascara, ikke at forglemme.
Rent faktisk var det kun Kim Larsen & Kjukken, der salgsmæssigt trumfede "Helmig Herfra". Sådan går det jo lige meget, hvem han er oppe imod, men "Gammel Hankat" spandt som intet andet fra nationalskjalden i en bunke år. Måske fordi Larsen - som en begejstret René Fredensborg konstaterede i denne avis" spalter - lød lidt af Gasolin" igen.
Efterligner sig selv
Efterårets to øvrige danske platinbomber, Nik&Jays "3 - Fresh, Fri & Fly" og Nephews "Interkom, Kom Ind", bragte også minder om noget, man havde hørt før. Dem selv. Ambitiøse arrangementer og mere udsyn på tekstsiden, så absolut, men for Nik&Jays vedkommende fornemmede man Værløseduoens trang til luftforandring og ny inspiration.
Nephew, derimod, smægtede ikke just efter en blodtranfusion. Kvintetten fortsatte i rollen som fordansket udgave af Depeche Mode - en velskabt én af slagsen, vel at mærke.
Simpson sad fast
Fornyelsen skulle heller ikke komme fra Mikael Simpson, der lavede sit mest fortænkte udspil til dato.
»Jeg synes, jeg sidder lidt fast,« mumlede han undervejs i de elektronisk drevne sovekammer-arrangementer, og det var der ikke meget at indvende imod. "Stille & Uroligt" fløj på autopilot, og så var albummet tilmed plastret til af ordspil, der er hørt mange gange før. Kedeligt koncept. Så hellere de originale i mindre doser, tak.
Simpsons musikalske makker, Anders Trentemøller, skuffede til gengæld ikke, men hans langspiller-debut, "The Last Resort", vajer ikke som nogen milepæl i dansk techno.
Sjælden udfordring
Til gengæld bedrev dj-kollektivet Den Sorte Skole en mindre genistreg med dets piratmonster af et mixtape, som med stort held blendede en anden electronica-champ, Bjørn Svin, med ordgøglerne Malk de Koijn. Sampling-banditternes "Lektion #1" var samtidig 2006"s bedste hiphop-udgivelse.
I den afdeling stod det altså også sløjt til - med en mærkværdigt selvynkende Niarn som lavpunkt og juniorpoeten Kasper Spez" ep-debut i den anden ende af skalaen. Den altid rablende morsomme rapper Johnson leverede velsagtens årets smukkeste skæring med "Borte Med Blæsten".
Manden, der tidligere gik under navnet Niggeren I Slæden, turde nemlig udfordre sig selv med en gravalvorlig fortælling om racistisk farvet mobning og tabet af sin far og en nær ven. Albertslund-producerne Troo.L.S. og Rune Rask arrangerede på smukkeste vis den uforløste og underspillede sag, og dermed markerede de igen-igen, hvilket særligt talent de besidder.
Udlandet har da også bud efter Vestegnens westcoast-håb, og de kan passende komme af sted i en fart. For det er ligeledes så som så med fornyelsen i Homer Simpsons hjemland.
Som Nyhedsavisens top-5-lister over bedste udenlandske udgivelser antyder, var der dog mere at glæde sig over over there.
Men ikke nok til, at amerikanerne ikke også skal have et »booooooooooring!« med på vejen ...