Lørdag blev en mindeværdig dag for den danske dj Faustix og influenceren Irina Olsen.
De to sagde nemlig "ja" til hinanden ved et storslået og glamourøst bryllup på Sophienberg Slot i Rungsted.
Det viser det nygifte par på deres Instagramprofiler, hvor de deler billeder og stories fra brylluppet.
- Det har været en fantastisk rejse for os med mange op- og nedture, men vigtigst af alt har vi altid troet på hinandens styrker - og derfor sagde vi "ja" til hinanden i går (lørdag, red.), skriver dj'en blandt andet til et billede, hvor han og Irina Olsen udveksler ringe.
Forholdet mellem Faustix og Irina Olsen har til tider været turbulent. I 2018 gik de fra hinanden som konsekvens af Faustix' alkoholmisbrug, som han i mange år kæmpede med.
Men efter en del bump på vejen fandt parret atter sammen, og lørdag sagde de så "ja" til hinanden ved et rørende bryllup.
I en spørgerunde på Instagram afslører dj'en da også, at han "flæbede lidt", da Irina Olsen kom gående op mod alteret.
Faustix og Irina Olsen blev forlovet i november sidste år. Her overraskede stjerne-dj'en sin kæreste, da han faldt på knæ i den italienske storby Milano.
Se billederne fra brylluppet her:
https://www.instagram.com/p/B2tkDnZF_YG/?utm_source=ig_web_copy_link
https://www.instagram.com/p/B2thL51Hbrc/?utm_source=ig_web_copy_link
/ritzau/
Af Signe Julie Andersen, ritzau fokus