Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kan ikke længere holde ferie i deres foretrukne feriehus på en attraktiv vej i Tisvildeleje.
Men det kan filminstruktøren og reklamemanden Søren Fauli, hustruen Annika Lillelund Fauli og deres fem sammenbragte børn.
54-årige Søren Fauli har nemlig lagt 7,9 millioner kroner for en sommerbolig, som ligger lige bag det feriehus, som igennem flere år var kronprinsparrets foretrukne feriedomicil, skriver Se og Hør.
Margrethes veninde solgte
Kronprinsparret måtte for knap et år siden vinke farvel til ferierne i første række i Tisvildeleje, da dronningen Margrethes veninde, Susanne Heering, solgte sit sommerhus.
Det hus havde kronprinsparret ifølge flere medier ofte lånt.
Susanne Heering solgte huset for 18,5 millioner kroner, hvilket var en af 2016's højeste priser for et sommerhus.
Spasmageren, filminstruktøren m.m. Søren Fauli har købt sommerhus i Tisvildeleje. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (arkiv)
Købe-ivrig Fauli
Søren Fauli har tilsyneladende været ivrig efter at få fat i skødet på sit nye sommerdomicil. Den 160 kvadratmeter store feriebolig, som er bygget i 1923, blev sat til salg for 7,7 millioner kroner, men Søren Fauli betalte altså 200.000 kroner over prisen for at få fritids-ro tæt ved den attraktive nordsjællandske kyst.
Søren Fauli, som er medejer af Normal-butikkerne, købte ifølge Se og Hør i 2016 en villa i Hellerup for 10,8 millioner kroner.
Jetsetternes sommerparadis
Tisvildelejes kyststrækning har i årtier trukket kendisser til sig. Blandt andre Søren Rasted og Lene Nystrøm havde indtil skilsmissen et sommerhus i det nordsjællandske feriemekka.
Det havde tv- og radioværten og arkitekten Emil Thorup også. Han byggede et hus i minimalistisk stil og solgte det kort efter.