Også på sidstedagen af European Tour-turneringen Lyoness Open i Østrig leverede den danske veteran Thomas Bjørn solidt spil.
En runde i fire slag under par giver Bjørn en andenplads i turneringen, hvor han efter en stille start for alvor fandt storspillet frem i de to sidste runder.
Lørdag var han med otte slag under par således bedst af samtlige spillere, og havde han leveret en lignende præstation søndag, ville han være løbet med sejren.
Den går nu i stedet til hollænderen Joost Luiten, som forsvarede den førsteplads, han havde, da sidste runde gik i gang søndag formiddag.
Før sidste hul så det ud til, at Bjørn måtte dele andenpladsen med Liang Wen-Chong fra Kina og Romain Wattel fra Frankrig, men da det gjaldt, rullede danskeren en birdie ud af ærmet, og dermed napper Bjørn andenpladsen selv.
Der var til sidst to slag op til Luiten, men hvis danskeren ærgrer sig over, at han ikke tog det sidste skridt op til toppen, må han trøste sig med den præmiecheck på 111.110 euro (ca. 828.000 danske kroner), som andenpladsen udløser.
Søren Hansen blev næstbedste dansker på en 19.-plads, mens Joachim B. Hansen og Andreas Hartø sluttede som henholdsvis nummer 47 og nummer 70 på banen i Atzenbrugg ved Wien.
/ritzau/