Det vil være en fordel for danske banker, hvis Danmark kom med i de 17 eurolandes fælles finanstilsyn. Det vil betyde, at de kan låne til billigere renter på de internationale kapitalmarkeder.
Det siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard.
- Bliver de danske banker underkastet det fælles skrappe banktilsyn, vil de kunne låne penge på de internationale kapitalmarkeder til billigere renter.
- Frygten er, hvis Danmark ikke er med, bliver det dyrere for de danske banker at gå ud på det internationale kapitalmarked for at låne penge, siger Peter Nedergaard.
Professoren vurderer, at det vil blive frivilligt for de EU-lande, der ikke har den fælleseuropæiske valuta, euroen, at tilslutte sig banktilsynet.
Finanstilsynet skal blandt andet sikre, at de banker, som den fælleseuropæiske centralbank, ECB, låner penge ud til, opfører sig fornuftigt i blandt andet deres udlånspolitik.
- Vilkårene for ikke euro-lande for at komme med i banktilsynet er noget, der skal forhandles om. Det er ikke til at sige, hvad betingelserne bliver.
- Men Danmark burde gå med, medmindre reglerne bliver så skrappe, at det trækker i den anden retning, siger Peter Nedergaard.
Danmark er ikke med i euroen, og det vil også være klogt at vente, mener den tidligere cheføkonom og nuværende seniorrådgiver i Deutsche Bank Thomas Mayer.
- Indtil for nylig var det en ulempe for Danmark ikke er være med, eftersom man ikke kunne stille sikkerhed i kronen. Nu viser det sig at være en fordel, da man undgår at skulle betale for de usunde landes gæld, siger han til dagbladet Børsen.
Det synspunkt deler professor Peter Nedergaard:
- Det er en fordel at være udenfor euroen i den her tid. Det er ikke os, der skal stille kredit til rådighed for alle de sydeuropæiske lande, der ikke har opført sig fornuftigt, siger han.
/ritzau/