Billedet er taget i Abu Ghraib.

Kameraet blev smuglet ind i fængslet, da de to fanger i 1991 bestak en fængselsbetjent. Deres familie skulle mindes om, at de havde overlevet over ni år med grusom tortur, voldtægt og ydmygelser.

I dag ligger billedet i et fotoalbum og virker skræmmende aktuelt for deres familier.

Til højre i billedet sidder den 45-årige mand, som de amerikanske styrker anholdt 8. december sidste år og i øjeblikket tilbagholder på ubestemt tid i et fængsel, fordi de mener, at han udgør en sikkerhedsrisiko.

Manden til venstre er den danske fanges svoger og barndomsven, som Nyhedsavisen møder i den lille lejlighed på anden sal i Vanløse, hvor han bor med sin kone og tre børn.

Ingen i familien forstår, hvorfor den 45-årige dansker ifølge amerikanerne muligvis er farlig.

»Under Saddam blev folk fængslet uden grund. Derfor er det meget værre, når amerikanerne i demokratiets navn fængsler folk uden grund,« siger den 44-årige svoger, der ønsker at være anonym.

Ifølge svogeren var den 45-årige dansker taget til Irak omkring oktober med fredelige hensigter. Han kom til Danmark i 1996 som politisk flygtning, og siden Saddams fald besøgte han sit oprindelsesland tre gange om året. Han besøgte sin mor, to søstre og fem brødre i Bagdad, og han holdt foredrag på skoler, i foreninger og i organisationer om dansk demokrati og ytringsfrihed. Han organiserede sportsaktiviteter for unge og samlede en gruppe borgere, der kunne samle skrald i Bagdad, fortæller svogeren.

»Folk kunne lide ham. Og mange ville høre ham fortælle om demokratiet i Danmark.«

Ifølge svogeren blev danskeren anholdt af amerikanerne i december, da han besøgte en af de selvsamme foreninger, hvor han havde holdt forederag om demokrati. Svogeren har været i kontakt med danskerens familie i Bagdad, som kender folk i foreningen.

»Vi har hørt, at amerikanerne mistænkte dem for at have våben. Men alle 10 i foreningen blev frikendt af en irakisk dommer i byretten. Alligevel har amerikanerne beholdt dem i fangenskab,« siger svogeren.

Det er ikke første gang den danske fange har skullet opholde sig i et fængsel. Sammen med svogeren blev han i 1982 fængslet, fordi de havde støttet partiet Hizb Al-Dawa, som var ildeset af Saddam Hussein. De første fire måneder i fængslet blev de to barndomsvenner tortureret voldsomt. De blev hængt op i loftet i fødderne, voldtaget af fængselsbetjente og fik sat strøm til brystvorterne og kønsdelene, fortæller svogeren.

Siden blev de to sendt til det berygtede Abu Ghraib-fængsel, hvor de sad i ni år og seks måneder frem til 21. december 1991. De var 45 mand i en celle på kun 20 kvadratmeter. Uden udluftning og med forbud mod at tale med hinanden.

»Folk måtte sove siddende eller ligge ude på toilettet. De første otte år så vi ikke solen,« fortæller svogeren.

Jævnligt fik folk tæsk med blandt andet trækøller. Også danskeren.

Efter løsladelsen fik den 45-årige dansker lavet falske pas og flygtede til Jordan. Her fik han kontakt til et FN-kontor og blev flygtning. I 1996 fik han asyl i Danmark, hvor han hurtigt lærte dansk på Københavns Internationale Sprogskole. Han var lærenem. Ifølge svogeren havde han læst medicin tre år i Bagdad og gennemført gymnasiet med et gennemsnit, der svarer til over 11 på 13-skalaen.

Først købte han en bog- og gavehandel på Nørrebrogade i København, hvor han også solgte bøger, plastikblomster, naturbilleder fra Mellemøsten og legetøj. Forretningen havde ikke rigtig succes, så han slog sig derefter ned som grønthandler på Vesterbro. Men på grund af en rygskade – sandsynligvis en skade fra fængslet – måtte han gå på førtidspension.

»Han var tilfreds med Danmark. Men han var også mærket af torturen. Han fik mareridt og talte meget i søvne. Han var ødelagt indeni,« fortæller svogeren.

»Efter han gik på pension, begyndte han at rejse meget til Irak. Han ville ikke spilde sin tid. Han ville lære folk om det danske demokrati og fortælle, hvordan Saddams regime var. Han har altid støttet invasionen af Irak. Han ville ikke gøre noget ondt mod amerikanerne. Han er uskyldig. Det er jeg sikker på,« siger svogeren.