Kenneth Zohore har virkelig fundet målformen i Wales, hvor han er godt i gang med at blive en populær skikkelse blandt Cardiff-fansene.
Lørdag stod den danske angriber for begge scoringer, da Cardiff på hjemmebane spillede 2-2 mod Fulham i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship.
Det første mål var udligningen til 1-1 midtvejs i første halvleg, og ti minutter efter pausen bragte han sit hold foran 2-1.
Zohore scorede også to mål i 5-0-sejren over Rotherham for en uge siden, og i de seneste seks ligakampe har den tidligere FCK- og Brøndby-angriber scoret imponerende seks mål.
Efter en sæsonstart med masser af tid på bænken eller tribunen fik Zohore chancen kort før jul, og siden har han været fast mand i frontlinjen.
Han står nu noteret for syv mål og to assister i sæsonen.
Cardiff er placeret midt i tabellen i The Championship.
Andreas Bjelland fik fuld spilletid i Brentfords midterforsvar lørdag, hvor Rotherham blev slået med 4-2.
Lasse Vibe var ikke med i kampen, hvor den spanske offensivspiller Jota stjal showet med et hattrick.
Philip Billing fik den sidste halve time på banen for Huddersfield, der på udebane spillede 1-1 mod Barnsley.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.