I stedet for at lade mange tusinde vaccinedoser gå direkte i skraldespanden, fordi de ikke bliver brugt i Danmark og er tæt på at blive for gamle, sender regeringen nu i et samarbejde mellem Statens Serum Institut og Unicef 358.000 doser fra Astrazeneca til Kenya. Det skriver Jyllands-Posten.
Det fremgår af en aftale, som Danmark netop har indgået med det østafrikanske land, hvis borgere nu kan se frem til at ekstra arsenal af vacciner til at bekæmpe covid-19, siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
– Det er en rigtig god dag, fordi nu har vi mulighed for gennem det tætte samarbejde, Danmark og Kenya har haft gennem årtier, at hjælpe dem – og de har brug for dem, siger han til Jyllands-Posten.
Normalt er det Covax under verdenssundhedsorganisationen WHO, som fordeler vacciner til den tredje verden. Men for at sikkerheden og logistikken er i orden, vil Covax kun distribuere direkte fra producenten til det enkelte modtagerland. Derfor vil Covax ikke tage imod vacciner, som allerede har været en tur rundt om andre lande, hvilket ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen har tvunget Udenrigsministeriet til at finde alternative løsninger for at komme af med den overskydende vaccine fra de danske kølelagre.
Regeringens løsning med at donere 358.000 overskydende doser til Kenya møder opbakning fra professor Jan Pravsgaard Christensen, Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet. Han siger, at det er en god hjælp og en fornuftig form for ulandsbistand.
– Det ville da være for tåbeligt at lade dem stå i et køleskab i Danmark og blive for gamle, siger han til Jyllands-Posten og understreger samtidig, at løsningen retter sig mod en akut situation, hvor over 500.000 godkendte doser fra Astrazeneca i løbet af de næste par måneder overskrider holdbarheden.
Aftalen er faldet på plads, efter at et flertal af partier i Folketinget gennem længere tid har presset på for, at de vacciner, som Danmark ikke selv skal anvende, bliver sendt af sted til landene i den tredje verden.