Den norske håndboldspiller Magnus Rød er klar til at spille VM-finale søndag mod Danmark.
Det skriver Det Norske Håndboldforbund på Twitter søndag formiddag.
- Det går godt. Jeg spiller, siger Magnus Rød ifølge den norske avis VG søndag formiddag, mens han sidder på en træningscykel ved det norske holds træning.
Det bliver også bekræftet af landsholdets læge Thomas Torgalsen.
- Vi havde ganske gode forhåbninger om, at han blev klar til kampen, og det er han blevet.
- Vi har testet ham flere gange både lørdag og nu til træning og fundet ud af, at han er klar til at spille, siger han til flere medier ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Bagspilleren var tvivlsom til finalen, fordi han i slutningen af fredagens semifinale blev sendt i gulvet af den tyske stregspiller Patrick Wiencek.
Magnus Rød måtte lade sig udskifte og blev hjulpet af banen af to mand. Inden skaden havde bagspilleren scoret syv mål og blev norsk topscorer i kampen.
Siden er han blevet undersøgt med ultralyd og senest en MR-skanning.
Skanningen viste, at der ikke var skader på hverken ledbånd eller muskler.
Magnus Rød er til dagligt kollega med flere af de danske spillere i Flensburg-Handewitt, og han har spillet et brag af en slutrunde for Norge.
Han har indtil videre scoret 41 mål i slutrunden og er dermed nummer ni på topscorerlisten ved VM.
/ritzau/