Der fortsætter med at komme flere smittetilfælde med coronavirus i Danmark.
Fredag er antallet af bekræftede smittede steget med 133 til 2010 personer. Det oplyser Statens Serum Institut.
Antallet af positive tilfælde er ikke lig med det samlede antallet smittede i Danmark, da personer med milde eller ingen symptomer slet ikke bliver testet.
Derfor kan der være mange, som er smittet, men ikke registreret i statistikken.
Indtil videre er der testet 17.275 personer, hvilket er en stigning på cirka 1000 over det seneste døgn.
De danske myndigheder har varslet, at man vil skrue væsentligt op for antallet af test i den kommende tid.
Landets regioner vil i løbet af de kommende dage være klar til at kunne teste omkring 5000 om dagen. Det vil være omkring en femdobling fra det nuværende.
Danmark er stadigvæk i de første uger af pandemien, og antallet af smittede ventes ifølge sundhedsmyndighederne først at toppe i uge 16 - ugen efter påske.
Det er dog behæftet med en del usikkerhed, da det også afhænger af, hvordan virkningen er af den lange række af tiltag, som Folketinget har sat i søen - herunder forsamlingsforbud og delvis nedlukning af samfundet.
Fredag er der endnu ikke kommet nye tal for antallet af indlæggelser med coronapatienter og dødsfald.
Torsdag var 386 indlagt, hvoraf de 94 er så syge, at de var på en intensiv afdeling.
Indtil videre har der været 41 dødsfald med personer, der var smittet med coronavirus, som dog ikke nødvendigvis har været dødsårsagen.
/ritzau/