Danmark og Frankrig mødes i VM-semifinalen fredag aften i det, der bliver seneste udgave af en klassisk duel mellem to håndboldstormagter.
Nationerne har spillet en stribe mindeværdige kampe mod hinanden i de senere år. Her er fem af de allerstørste:
* 2018: Danmark-Frankrig 29-32 (EM-bronzekamp i Zagreb).
Efter et nederlag i semifinalen til Sverige var der ingen opmuntring at hente i bronzekampen, og Danmark måtte rejse tomhændet hjem fra den første turnering med Nikolaj Jacobsen ved roret. Kampen blev præget af mystiske kendelser fra det rumænske dommerpar, men det danske hold nåede heller ikke topniveauet i den store arena i Zagreb. 12 mål af Hans Lindberg var ikke nok mod et fransk mandskab, der tidligt tog initiativet.
* 2016: Danmark-Frankrig 28-26 (OL-finale i Rio de Janeiro).
Kampen står som højdepunktet i Gudmundur Gudmundssons landstrænertid og en af de største kampe i dansk håndboldhistorie i det hele taget. De to hold havde seks dage tidligere stået over for hinanden i gruppespillet, hvor Frankrig vandt med tre mål, men danskerne tog revanche, da det gjaldt allermest. I midten af anden halvleg førte Danmark med fem mål, og selv om det nåede at blive spændende til slut, blev den franske storm redet af, og håndboldlandsholdet sluttede et flot dansk OL i triumf.
* 2014: Danmark-Frankrig 32-41 (EM-finale i Herning).
Det skulle have været den perfekte afsked med landstræner Ulrik Wilbek, men EM-finalen sluttede som en stor nedtur. Frankrig var alt for stor en mundfuld for et dansk hold, der valgte et skidt tidspunkt til at spille sin dårligste kamp i turneringen. Frankrig var foran 11-4 efter mindre end et kvarter, og forsvarskrumtap René Toft havde allerede raget to udvisninger til sig. Franskmændene blæste igennem den danske defensiv og scorede 23 mål alene i første halvleg, mens de feststemte tilskuere i Boxen så lamslåede til. Et ærgerligt farvel til Wilbek, der dog kunne trøste sig med sin syvende medalje i sin landstrænertid.
* 2011: Danmark-Frankrig 35-37 (VM-finale i Malmø).
Aldrig har Danmark været tættere på at blive verdensmester end den januardag i Malmø. Efter klar fransk dominans i første halvleg leverede danskerne et storslået comeback efter pausen, og hallen eksploderede, da Bo Spellerberg i den ordinære tids sidste sekunder steg til vejrs og sendte bolden i nettet bag Thierry Omeyer til udligning 31-31. Dermed måtte der omkamp til at finde verdensmesteren, og så gik den trods alt ikke længere for Ulrik Wilbeks tropper. Andenpladsen var en tangering af dansk herrehåndbolds bedste VM-resultat nogensinde.
* 2007: Danmark-Frankrig 34-27 (VM-bronzekamp i Köln).
Turneringen står som det endelige gennembrud for Wilbeks mandskab, der året forinden havde fået bronze ved EM. Her slog holdet igennem på den VM-scene, som havde budt på så mange skuffelser gennem årene. Det danske hold rejste sig oven på semifinalenederlaget til Polen og sikrede sig de første danske VM-medaljer i herrehåndbold siden 1967.
Næste udgave af håndboldklassikeren Danmark-Frankrig begynder fredag klokken 17.30.
/ritzau/