I Danmark er der fundet to tilfælde af en ny britisk variant af coronavirus. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Varianten er langt hen ad vejen den samme som den, der normalt kaldes den britiske coronavariant - eller B117.
Men den nye britiske coronavariant har en mutation, der kaldes E484K.
Der er studier, som viser, at denne mutation gør, at virusset ikke er lige så følsomt over for kroppens antistoffer. Antistoffer får man ved at blive vaccineret, eller efter at man har været smittet med coronavirus.
Det er den samme mutation, der findes i den sydafrikanske coronavirusvariant B1351 og de to brasilianske virusvarianter P1 og P2.
Magnus Heunicke skriver, at der vil indføres en intensiv smitteopsporing for de to personer, der er smittet med den nye britiske coronavariant. Der er ikke påvist nogen rejseaktivitet hos de to, og de har begge færdiggjort isolation.
Den intensive smitteopsporing betyder, at det ikke kun er de nære kontakter til en smittet, som opfordres til at gå i isolation og tage en test, men også nære kontakters nære kontakter.
- Der gælder samme bekymring som for P.1 (den brasilianske virusvariant, red.) og B.1.351 (den sydafrikanske virusvariant, red.), skriver sundhedsministeren.
Bekymringerne, som sundhedsministeren hentyder til, går på, om denne mutation kan udgøre en alvorlig trussel for vaccinerne mod coronavirus.
En vaccine er designet, sådan at den får kroppen til at danne antistoffer, der bekæmper virusset og forhindrer, at man udvikler covid-19, hvis man er blevet smittet med coronavirus.
Statens Serum Institut (SSI) har dog understreget, at en nedsat følsomhed over for antistoffer ikke nødvendigvis betyder, at vaccinerne bliver ubrugelige.
Ifølge Magnus Heunicke er den nye britiske virusvariant ikke set før i Danmark. SSI skriver på sin hjemmeside, at den britiske virusvariant med E484K-mutationen før er blevet opdaget i Storbritannien og Holland.
/ritzau/