Er udvekslingen af oplysninger mellem europæiske skattemyndigheder tilstrækkelig til at forhindre skandaler som den seneste med udbytteskat, der har kostet Danmark milliarder af kroner?
Det spørgsmål stillede finansminister Kristian Jensen (V) tirsdag til Europa-Kommissionen under et møde mellem EU-landenes finansministre i Bruxelles.
- Det er jo ikke kun tidligere udbytteskandaler. Det er også fremtidige skandaler, vi skal have mulighed for at kunne forhindre bedst muligt. Derfor vil kommissionen nu gå i gang med at se på de ting, siger Kristian Jensen.
Det umiddelbare svar fra Pierre Moscovici, EU-kommissær for blandt andet skat, var ifølge ministeren bekræftende.
- Vurderingen er, at de regler, vi har i dag, vil forhindre en gentagelse af CumEx-skandalen. Man vil ikke kunne lave den samme udbyttesvindel, siger ministeren.
"CumEx" er en sammensætning af de to latinske ord for "med" og "uden". Navnet refererer til fidusen, der via handel med og uden udbytte kunne sikre bagmændene refusion af udbytteskat igen og igen.
Europa-Kommissionen vil nu undersøge nærmere, om skattemyndighederne i EU dels er gode nok til at udveksle oplysninger, dels er gode nok til at efterleve dem.
- Er efterlevelsen ikke tilfredsstillende, så nytter det ikke noget, at reglerne er gode, siger Kristian Jensen.
Danmark er blot et af flere EU-lande, der har afsløret svindel med udbytteskat.
/ritzau/