Ejeren af dagplejen Carla Faith, 58, passede børnene i et hus, der var godkendt til at have seks børn i. Men det viste sig, at der var hele 26 børn i huset.
Politiet ransagede allerede huset i november, efter et tip fra forældre, der klagede over, at der var for mange børn. Men da politiet kom til adressen, var der ingen børn at se. Carla Faith forklarede, at de var på tur i en park.
En af betjentene fandt dog en stor stak rygsække, som ejeren forklarede, var i huset, fordi hun var ved at vaske dem til et velgørende formål. Men pludselig kunne de høre barnegråd fra kælderen, skønt ejeren havde nægtet, at der var en kælder.
Bag en falsk væg fandt betjentene en dør ned til kælderen, og der blev de mødt af et sørgeligt syn. I kælderen fandt de 26 børn – alle under to år – sammen med to voksne.
Børnene svedte, var dehydrerede og havde beskidte bleer på, har betjentene siden forklaret. Det skriver den engelske avis The Mirror.
Stoffer og joint
Dagplejeren blev arresteret og sigtet for hensynsløs mishandling af børn samt forsøg på at påvirke en tjenestemand.
Ifølge den engelske avis blev de to kvinder, der opholdt sig i kælderen sammen med børnene også sigtet for lignende forhold. I den ene kvindes taske fandt politiet angiveligt en sprøjte og stoffet krystal meth, mens den anden kvinde skulle have røget en joint i det rum, som børnene var i.
Ifølge den amerikanske avis New York Post havde forældrene ingen idé om, at deres børn blev passet nede i den hemmelige kælder eller at der var så mange børn i institutionen.