I en stor institution går en dreng rundt og ømmer sig. Han har slået sig temmelig meget. »Av, av, av« siger han.
En pædagog kommer forbi: »Hvad er der dog med dig, Peter?« siger hun og går videre uden at se på ham eller forvente svar. Drengen ømmer sig videre.
Lektor i psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Grethe Kragh-Müller har observeret hverdagen i både en lille og en stor institution. Og hendes første konklusioner er ikke opmuntrende for forældre med børn i store institutioner. Det vil sige institutioner med op mod 100 børn.
Overser børnene
»I store institutioner har pædagogerne meget travlt med at koordinere deres arbejde. Og jo mere tid de skal bruge på det, jo mindre tid har de til børnene,« siger Grethe Kragh-Müller.
Det betyder, at pædagogerne nogle gange overser børnene, at de griber uretfærdigt ind i konflikter, fordi de ikke har nået at se, hvad der rent faktisk skete, og at de er stressede.
En pige i en stor institution siger for eksempel: »Det er ikke rart, når nogen slår mig, siger dumme og river mig i håret.«
En dreng siger: »Det er ikke så godt, når andre gør noget, og vi får skylden og bliver skældt ud.«
Ifølge Grethe Kragh-Müller har det alvorlige konsekvenser for både pædagogerne og for børnene.
Frustrerede pædagoger
Det fører til frustration blandt pædagogerne, at de ikke kan gøre deres arbejde så godt, som de gerne ville.
Og det går ud over børnene, at de må tage til takke med en mere overfladisk og knap kontakt.
»Børnene får sværere ved at udvikle gode relationer til hinanden, blive gode til at lege, koncentrere sig, forstå de sociale regler og tilegne sig viden om deres omverden,« siger Grethe Kragh-Müller.
Især det første er meget uheldigt, mener forsker i børnefællesskaber ved Roskilde Universitetscenter Charlotte Højholt.
»Det, der betyder allermest for børns trivsel i institutioner, er, at de har det godt med de andre børn. Derfor er det utrolig vigtigt, at de voksne hjælper børnene til at lege godt med hinanden, og at de griber rigtigt ind i de konflikter, der nu en gang opstår,« siger Charlotte Højholt.
At store institutioner lettere bliver dårligere institutioner end de små, skyldes dog ikke kun, at de er store. Det er den uheldige blanding af størrelse, få pædagoger og mange pålagte opgaver, såsom lærerplaner og sprogtest, der gør udslaget, mener Grethe Kragh-Müller. Hun mener, at fraværet af nærvær vil gøre skolestarten sværere og følge børnene op gennem skolen.