Dansk økonomi er og har været i krise. Men fremtidsudsigterne er mere lyse, og regeringen mener nu, at man kan knække kurven og få arbejdsløsheden ned.
Det siger finansminister Bjarne Corydon (S) ved fremlæggelsen af regeringens udspil til finansloven for 2013.
- På vej ud af krisen har vi, når det gælder arbejdsløshed, klaret os bedre end mange andre lande. Med det stemningsskifte, vi lige nu ser tegn på - på boligmarkedet, hos de danske forbrugere og på de vigtige eksportmarkeder - så er vi bestyrket i troen på, at vi endelig kan knække kurven og se arbejdsløsheden falde.
- Det vil ikke ske fra den ene dag til den anden. Det vil ske ganske gradvist, siger Corydon.
Med finanslovforslaget lægger regeringen op til en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent næste år.
/ritzau/