Kuurne-Bruxelles-Kuurne er kendt som sprinternes løb. Men en solid blæst fra sydvest åbnede scenen for fem viljestærke ryttere - heriblandt danske Magnus Cort - som ville det anderledes.
Kvintetten sled flere sprinterhold op undervejs. Men Cort, der også havde holdkammeraten Davide Ballerini med i udbruddet, kunne ikke mere, da afgørelsen fandt sted.
- Jeg er færdig. Jeg er helt færdig. Det blev en lang dag, og jeg kunne godt mærke, at jeg var med i det morgenudbrud.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have holdt hele vejen, siger Magnus Cort efter løbet, der blev vundet af luxembourgeren Bob Jungels.
QuickStep-rytteren følte hurtigt, at han var den stærkeste i gruppen, og han kørte alene fra udbruddet med over 15 kilometer til mål.
- Jeg må indrømme, at det lignede mission impossible med modvinden, siger Jungels..
Han var ikke decideret nervøs for tilstedeværelsen af de to Astana-ryttere, for han kunne godt mærke, at "Cort Nielsen havde siddet ude i morgenudbruddet".
Astana-sportsdirektør Lars Michaelsen er tilfreds med indsatsen, selv om holdet må forlade den belgiske åbningsweekend uden sejre.
- Man bliver nødt til at udfordre det. Så jeg synes, at Astana lavede et godt cykelløb. Vi fik ikke det ud af det, som vi havde håbet på, men det er ok, siger Lars Michaelsen.
Cort var ved at give op med 40 kilometer igen. Men han bed tænderne sammen og slap så efter en sidste føring for Ballerini på den næstsidste af de to afsluttende omgange på 15 kilometer.
- Magnus Cort var på pumperne. Men han lavede et fantastisk stykke arbejde. Han var klar til at sige, at det var nok. Han havde kørt over evne. Han sad derude hele dagen, så det var helt forståeligt, siger Michaelsen.
/ritzau/