Der bliver ikke nogen revy i Nykøbing Falster i år. Det har holdet bag meldt ud mandag morgen.
– Kære venner. Det er med blødende hjerte, at vi desværre ser os nødsaget til at aflyse årets forestilling pga. COVID 19, lyder det i meddelelsen, der er sendt ud til dem, der tidligere har købt billet til den populære revy.
Skuespillerne, der skulle have været på scenen i løbet af sommerens mange planlagte forestillinger, tæller blandt andre Julie Steincke, Henrik Lykkegaard og Pernille Schrøder.
Dermed har coronavirus taget livet af den populære revy.
– Situationen gør simpelthen, at det ikke er forsvarligt. Jeg vil ikke udsætte mit hverken hold eller mine gæster for den risiko, der er forbundet med at gennemføre forestillingen, og det vigtigste er altså medarbejdernes og gæsternes sikkerhed. Samtidig er der for meget uvished om forsamlingsforbuddet, der kan blive sat op til 500 personer fra 11. maj, men myndighederne siger samtidig, at det kan blive ændret løbende. Det gør det alt for usikkert for os, siger direktør Mickey Pless i en pressemeddelelse.
Håbede til det sidste
Meddelelsen kommer lidt over en måned før, revyen skulle have haft premiere.
– Torsdag den 11. juni klokken 20 skulle tæppet være gået for premieren på årets revy, og hele holdet bag revyen havde glædet sig til at byde publikum velkommen til endnu en festlig revysommer, står der i meddelelsen, hvor man kan læse, at de indtil det sidste havde håbet på at kunne gennemføre revyen på trods af corona-krisen.
– Vi har igennem hele forløbet arbejdet på højtryk og kigget på alle scenarier for at kunne gennemføre årets forestilling, men må nu desværre konstatere, at det hverken er muligt eller forsvarligt at gennemføre forestillingen, lyder det.
Billetkøbere opfordres til at ombytte deres billetter til gavekort til næste års forestilling.
– Vi takker for alt den opbakning, som vi har mødt den sidste tid – det varmer, og vi lover at vende stærkt tilbage i 2021.
Anden revy i fare
Mens Nykøbing F. Revyen nu officielt er aflyst i 2020, har Cirkusrevyen i første omgang valgt at skubbe premieren. Første udmelding lød på, at revyen ville spille fra slutningen af juli til begyndelsen af september, men efter det blev slået fast, at forsamlingsforbuddet på over 500 mennesker ville gælde mindst frem til 31. august, står der nu følgende på hjemmesiden:
– Det er derfor desværre ikke muligt at afholde forestillinger i juli og august. Vi arbejder nu på højtryk for at finde en løsning for at kunne gennemføre Cirkusrevyen 2020, men da vi er afhængige af en dispensation i forhold til lokalplanen m.v. er der mange ting, der skal gå op, før vi kan give en endelig melding om årets revy.