Det Kongelige Teater gennemfører alle forestillinger trods coronavirus, men mindsker kapaciteten, så der kun sidder en tilskuer på hvert andet sæde.
Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) har opfordret arrangører til at aflyse alle arrangementer med mere end 1000 deltagere.
- Sikkerhed og helbred for vores publikum og ansatte er meget vigtig for Det Kongelige Teater, og vi følger derfor situationen omkring coronavirus. Det Kongelige Teater følger naturligvis altid de officielle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, skriver teatret.
Teatret oplyser, at man for at minimere smittefare vil mindske sin kapacitet og altså kun have en tilskuer på hvert andet sæde. Og at man vil opstille ekstra håndsprit og informere om hensigtsmæssig adfærd.
- Kunder med billet til en af teatrets forestillinger i marts 2020 vil blive kontaktet direkte med besked om, hvorvidt deres billet fortsat er gyldig eller må ombyttes/refunderes, og hvordan man skal forholde sig, hvis man fortsat har billet til en forestilling, skriver Det Kongelige Teater.
Alle rundvisninger og gratis aktiviteter aflyses resten af marts "grundet udfordringer med at placere publikum hensigtsmæssigt i forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger".
- Det Kongelige Teater har ikke kendskab til, at der er tilfælde af smitte pådraget på Det Kongelige Teater eller andetsteds i et dansk teater, men vi medvirker naturligvis aktivt til at minimere risikoen for generel spredning af smitte i samfundet, skriver Det Kongelige Teater.
Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede tidligere fredag arrangører til at aflyse arrangementer med over 1000 deltagere.
- Det er en opfordring, som vi forventer bliver efterlevet. Meldingen fra myndighederne er, at man skal aflyse arrangementer med mere end 1000 deltagere, sagde hun på et pressemøde.
/ritzau/